Katrine Winkel Holm: Søren Pinds patos-indpakkede illusioner

"Alt, hvad jeg troede på, faldt sammen”, betroede Søren Pind fornylig Informations læsere. Det var ikke Pinds tro på Vorherre, der bristede, men næsten. Nemlig hans blinde tro på USA som den gode og altid ædle magt. Trump har taget troen fra ham.

Det er måske i virkeligheden godt med et sådant virkelighedschok. For tilbedelsen af USA som Den gode Magt i evig kamp mod Ondskaben hører måske hjemme i drengebøgerne, men ikke i den grumsede virkelighed.

Det er nyttigt at blive befriet fra sine illusioner. Men Pind klynger sig til dem i samme interview, hvor han erklærer, at hans idé stadig lever, for der ”findes ikke et alternativ til demokrati og frihed”. Den revolutionære frihed, vel at mærke.

Idéen er, at Vesten og USA som Det Godes repræsentant er sat i verden for at indføre demokrati og frihed rundt omkring på kloden, om nødvendigt med våben i hånd. En dødsensfarlig ide, fordi den giver moralsk overhånd til at gribe ind i andre suveræne lande og med magt i hånden vælte legitime regeringer i frihedens navn. En indblanding, de pågældende lande sjældent ser positivt på, men snarere opfatter som et røgslør for at udbrede egne magtinteresser. Derfor er det opskriften på konflikter og krige.

Det er noget af det, vi lært af tiden efter Murens fald, hvor USA var den enerådende supermagt. Som supermagt har USA både tilladt sig at støtte statskup og bombe og invadere suveræne lande som f.eks. Irak.

Irakkrigen var på én gang en katastrofe for irakerne og et eklatant eksempel på amerikansk hykleri. Her brød man med den ”regelbaserede orden”, som man selv hævdede at håndhæve og man gjorde det ved hjælp af løgne, som mange naive borgerlige faldt for. Nogle af os er siden blevet klogere, men ikke Pind.

I interviewet nægter han at erkende, at Irakkrigen var en fatal fejl. ”Irakkrigen er en virkelig svær ting” er det eneste, han kan svinge sig op til at sige, hvorefter han som en uomvendt liberal korsfarer erklærer: ”Jeg går ind for, at man vælter alverdens diktatorer, hvis man kan komme afsted med det”.

Hvis Pind nu har tænkt sig at sætte sit eget liv på spil rundt omkring i verdens brændpunkter, ville det aftjene min respekt.

Men det er ikke egen, men Danmarks sikkerhed, han ønsker at sætte på spil i kampen for hans illusion om Det Gode i kamp mod De Onde diktatorer.

Der er tale om afsporet idealisme af den slags, der fører til ulykke for de lande, der skal reddes, og for tragedier for de soldater, der sendes ud for at kæmpe disse fantastbaserede kampe. Vi har set tilstrækkeligt af den slags i Irak og Afghanistan og vi har bestemt ikke brug for en dødsfarlig aktion i forbindelse med Ukrainekrigen.

En velgørende modvægt til de pindske illusioner finder man i et nyligt interview med den amerikanske analytiker, Carlos Roa i Frihedsbrevet .

Han understreger, at det nye er, at USA nu ikke længere pakker sine magtpolitiske ambitioner ind i smukke ord om menneskerettigheder og demokrati, men taler lige ud af posen. Farcen og forstillelsen er forbi. Det handler om magt og Trump er i den forstand mere ærlig end Biden-administrationen.

Et eksempel er sanktionerne mod russisk gas. Biden slog til lyd for, at europæerne burde købe amerikansk gas som led i kampen mod det onde Rusland. Det er en rigtig god forretning for USA, men ikke for Europa, for den amerikanske gas er betydeligt dyrere, understreger Carlos Roa og fortsætter:

”Trump siger ligeud: Køb vores dyrere amerikanske gas. Under præsident Biden sagde man, at det handlede om solidaritet og demokrati og derfor var det socialt mere spiseligt for europæerne”.

Nu er sløret revet af og vi ser USA's rå magtinteresser tydeligere end før.

Det gør ondt, når det går ud over os i forbindelse med Grønland, men det tvinger os til at fjerne illusionerne. USA varetager sine egne geopolitiske interesser og hvis de kolliderer med Danmarks, bliver vi kørt over af USA. Hierarkiet er ikke til at tage fejl af. USA er supermagten, vi er småstaten, der står under supermagten.

På samme måde med Rusland, understreger Carlos Roa: ”Stater har deres egen opfattelse af, hvad det vil sige at sikre sin suverænitet. For russerne handlede det i den ukrainske kontekst om, at hvis NATO optager Ukraine i sin alliance, så vil det være en markant trussel mod deres interesser, og i tilfælde af en krig ville Rusland se sig som sårbar med risiko for at komme under vestlig dominans og på den måde miste sin suverænitet. Derfor gik Rusland ind i Ukraine”.

USA vil reagere på samme måde, hvis deres nærområde er truet.

Verden består ikke i en kamp mellem Det Gode og Det Onde, men af stater, der kæmper for deres magtinteresser. Vi er tilbage i den gamle europæiske virkelighed, hvor det handlede om magtbalancer, forsigtighed og diplomati – milevidt fra den krigeriske tegneserieverden Søren Pind opererer i.

Det siger noget om det fundament af illusioner og ideologisk liberalisme, der dominerer debatten herhjemme, at en så urealistisk opfattelse af verden som Søren Pinds kan føre det store ord på borgerlig avis, hvor den yderst sjældent møder modsigelse. Det giver en del af forklaringen på, hvorfor Danmark er endt med at blive en af de krigs- og våbenbegejstrede nationer, hvor diplomati opfattes som potentielt forræderi og fred mellem nationer som værre end krig.

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 10. april 2025