Klaus Kondrup: Om Ukraine og regeringen i Kyiv

I en længere årrække underviste jeg i Statskundskab på Københavns Universitet. Her var Ukraine og Rusland hyppige eksempler i forelæsningerne og blandt de emner, som de studerende skrev opgaver indenfor: magtbalance, statsbygning, internationale relationer. Efter den russiske invasion af Ukraine i 2022 har det ikke været muligt at tale om Ukraine på den samme måde som tidligere. Alt nøgtern tale blev pludselig anset for russisk propaganda. Hvis man gjorde opmærksom på samfundsforholdene i Ukraine, var man at betragte som i fjendens sold; nu er vi imidlertid 3 år inde i krigen og i denne artikel vil jeg sætte nogle ting på plads, ved at bruge EU revisorernes særberetning om korruption i Ukraine fra 2021 som omdrejningspunkt, for at rette op på det vidensunderskud der understøtter opfattelsen af Ukraine i de statsstøttede mediers fortælling om krigen: Der er nogle ting man bør vide, for at kunne tage stilling til spørgsmålet om Ukraine i dag og i fremtiden. Nogle af de ting jeg skriver her, vil læseren allerede vide, men der vil også være nye ting og præcisering af begreber, som ofte fordrejes i den offentlige samtale. Jeg håber, at det vil hjælpe forståelsen; del gerne denne tekst: Vi skal til at forholde os rationelt til situationen i Ukraine i Danmark og derfor er det godt at vide lidt om, hvad Ukraine er for en størrelse og hvem som styrer landet.

Hvad er en alliance?

En alliance i international politik er en sammenslutning af lande omkring det formål at forsvare sig mod en fælles fjende. NATO er rettet mod Rusland og i de seneste 25 år er den udvidet op mod grænsen til Rusland i takt med at nationalstater er blevet dannet i det østlige Europa i kølvandet på, at Sovjetunionen og Warszawa-pagten ikke længere eksisterer. Presset mod Rusland, som det opleves i Kreml, er i høj grad etableret gennem Georgien og Ukraine: mens grænsen langs Finland, de baltiske lande og Polen har været relativt uden skærmydsler, har der været krig i Georgien 2008 og Ukraine fra 2022. Derfor var de to lande altid fokuspunkt, når jeg underviste i Global Politik og Ukraine var et mønstereksempel på statsbygning, når jeg underviste i samfundsanalyse. Altså eksempel på når det går galt med at få bygget en stat. Men først lige et par ord om sikkerhedsdilemmaet, et af de vigtigste begreber at få hold på, når man skal iagttage en konflikt i international politik.

Sikkerhedsdilemmaet

Når vi forsøger at sikre os mod en fjendes mulige angreb på os, vil vi ofte blive opfattet af fjenden som truende. Måske kender man denne dynamik fra en samværssag i Familieretshuset, man har kendskab til, eller en nabofejde man har været i. Dilemmaet opstår, når man skal beslutte sig for, hvad man skal gøre: Hvis den måde man sikrer sig på, for eksempel opstille missiler rettet mod fjenden, kan opfattes som truende af fjenden, vil det så kunne give en reaktion fra fjenden, som vil give os øget usikkerhed og dermed mindre sikkerhed? Capisce? Når NATO udvider og vi opstiller missilsystemer langs grænsen til Rusland, så er det jo for at sikre os mod dem og de skal ikke tro, at vi vil dem noget ondt; vi er jo de gode, men vi må forstå, at det kan se anderledes ud fra deres synspunkt. Lige modsat faktisk. Og hvis vi lige tænker over det, så er grunden til, at vi føler os truet af dem, nøjagtigt fordi vi oplever, at de kommer mod os. Det gjorde de efter 1612, 1812 og 1942, så det gør de nok igen, tænker mange. Og her har vi kilden til dynamikken: Det kan vi ikke vide, om de gør og det skaber usikkerhed. Hvad vi skal gøre ved det, sætter os i et dilemma. Nu har vi valgt at opruste voldsomt, fordi vi oplever os truede, men det at få en dybere forståelse af dynamikkerne omkring sikkerhedspolitik, burde ikke i sig selv være truende. Det oplevede jeg dog, at det blev i den danske offentlighed, hvor man hurtigt blev udskammet som russervenlig, hvis man forsøgte at se tingene fra flere sider og bringe viden i spil. Nu er jeg så blevet redaktør på Ukrainedebat.dk Sådan kan det gå. Viden, usikkerhed og trangen til sikkerhed sætter dynamikker i gang, hvor vi mennesker, skal håndtere frygt og interesser hånd i hånd med, at tingene udvikler sig.

Neutralitet

Så fik vi det på plads. Der er nogle dynamikker i gang med sikkerhed. Når nogen melder sig ind i en alliance med nogen mod nogle andre, ja, så har vi balladen; så er der grobund for, at usikkerhedsdynamikkerne, for alvor kan komme i gang. Og så er det op til regeringer og diplomater at undgå uønskede udfald. Ukraine har erklæret sig neutralt, altså udenfor alliancer, i landets skrevne forfatning fra 1996. Finland har sammen med Sverige for nyligt meldt sig ind i NATO og har altså formelt opgivet deres neutralitet. Østrig er stadig neutralt efter den kolde krigs ophør. Og Schweiz også. I hvert fald officielt. Kreml, altså den russiske føderations regering i Moskva, har hele tiden været modstandere af, at Georgien og Ukraine skulle komme ind i NATO. Georgien holder sig relativt i ro efter krigen i 2008 og spændingerne er koncentreret i og omkring Ukraine. Nu trues NATO af indre splittelse på grund krigen der. Det har efter min opfattelse at gøre med, hvad Ukraine er. Min forståelse er at Kyiv har vanskeligt ved at projicere magt ud over sit designerede territorium, ofte kaldet ’Ukraine’, suveræniteten smuldrer og det giver plads til fremmed magtovertagelse. Mit teoretiske udgangspunkt er geopolitisk. Konkretisme, kalder jeg det, en moderniseret udgave af Rudolf Kjelléns optik. I denne artikel vil jeg således give et billede af det østeuropæiske land fra et geopolitisk perspektiv. Skildringen forsøger altså at være neutral og objektiverende. I det nuværende debatklima kan det nok falde nogen for brystet, men denne baggrundsartikel er altså ment som et forsøg ud i oplysningens tjeneste.

Det geopolitiske omkring Ukraine

Det er Ukrainers neutralitet som er stridens æble. Washington ønskede, at Kyiv skal kunne vælge NATO medlemskab og Moskva er imod. Nu er der nye toner fra Det Hvide Hus, altså den amerikanske regerings hovedsæde. Geopolitik handler om magtfordelingen i en geografi. Staterne er vigtige. De kaldes magter. Det er dem, som sørger for at opretholde magtstrukturerne i samfundet og magtbalancen overfor andre samfund. Det første som springer i øjnene i Ukraine er, at der ikke er særligt meget stat. De centrale institutioner for statsdannelse er svage. Ukraine var fra starten af udfordret, i dét samfundet skulle omstille sig fra sovjetisk økonomi til markedsøkonomi. Det skabte plutokratiske strukturer. Alt blev aftalt som byttehandler (se Hans von Zon: The Cult of Power, 2009). Der var ikke noget bruttonationalprodukt at tale om og ikke mange indtægter til staten. Økonomien var sort. Forarmelsen stor. Enkelte blev enormt rige. Plutokrati er, når de rige udnytter staten til at blive mere rige ved at bestikke dommere, politi, administration, borgmestre og andre politikere til at hjælpe deres forretning frem på ulovlig vis.

Et gennemkorrumperet land

Korruptionen bredte sig således fra de politiske og økonomiske eliter til politi, retsvæsen, hær og administration allerede op gennem 1990erne. Sovjetunionen var i forvejen gennemkorrumperet, så ukrainerne lærte det ikke af fremmede. Da vi når frem til 2021, kalder EU revisorerne i deres rapport om korruptionsbekæmpelsen i Ukraine helt uden videre omsvøb situationen for ’statsfangst.’ På det tidspunkt skummes fløden fra den allestedsnærværende korruption af den herskende politiske elite samlet i partiet Folkets Tjenere; grunden til at de fremstår værre end forgængerne, er tidens tand og korruptionen i EU selv, som i mange år havde pyntet på korruptionsbekæmpelsesindsatsen i Ukraine, hvilket kritiseres af revisorerne.

Om brugen af ordet korruption, her

Misbrug af jurisdiktionelle beføjelser, altså ’statsgaranteret’ autoritet er korruption, altså ikke almindelig svindel eller bestikkelse, men misbrug af statens magtmidler til egen vinding (ofte er den, som udfører korruptionen i lommen på nogle andre). Korruption handler ikke om, at folk er onde; selvfølgelig er det dybt umoralsk, det som foregår i det ukrainske politiske system, men i Ukraine er korruptionen normaliseret og eliterne anser sig selv for værende berettigede til at rage rigdom til sig; det er dem, som skaber virksomhederne og arbejdspladserne, tænker de, og derfor kan de tillade sig at gøre tingene ’sådan som man gør i Ukraine,’ for hvis ikke de gør det, falder alting sammen. Det er oligark mentalitet, men uden oligarkiets evne til at opretholde samfundet ved at de rige betaler for staten og støtter kongen. I Plutokratiet kæmper små kliker mod hinanden i et minussum-spil om at få magten til at korrumpere de statsansatte yderligere. I dag må man ikke tale højt om samfundforholdene i Ukraine, men man kan stadig se dokumentarfilm om Moldavien, som er et lignende eksempel. Ukraine er et landbrugsland, som har noget tungindustri og noget minedrift i øst og enkelte produktionsvirksomheder i vest. Prostitution, mafiavirksomhed og bestikkelse er dagens orden. I de store byer, ser man nogle steder betydelig velstand, men på landet næsten udelukkende fattigdom.

Plutokrati

Problemet med plutokrati er, at det æder staten op. Et andet aspekt er, at statsfangst giver grundlag for, at fremmede magter kan udnytte landet. Ukraine var i 2014 udsat for et statskup, hvorefter det har været Udenrigsministeriet i USA som har godkendt regeringer og påvirket udenrigspolitikken. Vi kalder det en marionetregering. Regimets ledelse, juntaen, altså kabinettet og dets leder, præsidenten, har meget at skulle have sagt, men er afhængige af, at skulle gøre det de får besked på af dem, som har bestukket dem. Det sagt, er der mange generaler og plutokrater med deres egen magtbase og sikkerhedsapparat, men alle aktører er fanget med livet som indsats. Her er det vigtigt at forstå, at når der ikke er særligt meget stat, er der heller ingen rettigheder, for nogen, så befolkningen oplever ikke den store forskel, når der erklæres undtagelsestilstand og forfatningen træder ud af kraft til fordel for krigsretstilstanden, fordi de ikke havde nogen rettigheder sikret i forvejen. De rige har beskyttelse og handlefrihed. Plutokrati betyder rigmandsvælde, men er reelt gangstervælde.

Traverseret suverænitet

Spørgsmålet om suverænitet er vanskeligt. Overfladisk set, er det vigtige her, at der er kæmpestore huller i jurisdiktionen og at regeringen i Ukraine er gennemtrængt af udenlandske magter. Man husker måske vansiringen af præsident Jusjtjenkos ansigt, som man mente skyldtes at Kreml havde forgiftet ham, hvilket er meget sandsynligt. Statskuppet i Maidan er velbeskrevet, men også vanskeligt at tale om. At USA's udenrigsministeriet, State Department, indsatte en ny præsident i Ukraine efter kuppet, er ikke usædvanligt i verdens nyere historie. (se Lindsay A. O’Rourke: Covert Regime Change, 2021) For at forstå Ukrainsk udenrigs- og sikkerhedspolitik, skal man forstå, at der er permanent hul i statskassen, hvor penge fosser ind oveni, og at der er store interesser i at påvirke Ukraine: Statsfangsten betyder, at Ukraine kan agere stedfortræder i en krig mod Rusland. Ordet ’suverænitet’ bruges ofte i propagandaen fra begge sider. Ukraine har international legalistisk suverænitet (om brug af begrebet suverænitet i international politik se Stephen D. Krasner: Problematic Sovereignty, 2001), da Kyiv nyder formel anerkendelse gennem FN-Chartret, men de facto mangler der afgørende komponenter for at Kyiv kan håndhæve suverænitet både i og udenfor Ukraine. I 2014 mistede Ukraine territorium, da Krim blev en del af Rusland og to områder i øst, løsrev sig fra Kyivs overherredømme.

Krigsretstilstand

Den nuværende klike ved magten i Kyiv (kredsen omkring Yermak) vandt valget i 2019 og sidder på flertallet i parlamentet med partiet Folkets Tjenere. Allerede i 2020 var de ukrainere, som var politisk bevidste, klar over, at de havde stemt på endnu en korrupt elite, som ikke holdt deres valgløfter og lederen mistede opbakning i befolkningen. Det kom frem at kliken omkring Zelensky, med barndomsvennen Bakanov, og forretningsmanden Shefir, havde stukket penge til side i udlandet og ejer en række ejendomme blandt andet i London. Da krigen kom, indførtes krigsretstilstand, som giver mulighed for at styre gennem hæren og indeholder konkrete påbud, som har stor betydning for borgerens liv. Her er det vigtigt at forstå, at plutokraterne, for eksempel partiet Folkets Tjenere, som udråbte undtagelsestilstanden og godkendte militærdiktaturet, er afhængige af, at regeringen kan skaffe dem udbytte fra staten.

Et samfund bryder sammen

Plyndringen kan kun foregå, når der er noget at plyndre og pengene fra Bruxelles var ikke nok til at tilfredsstille plutokraterne. Der skulle købes lejligheder til familier og venner i London og Antalya og Dubai, for at nævne nogle af de steder, hvor jeg personligt kender til fænomenet. Når et samfund brækker over mellem øst og vest, rig og fattig, oplyst og uoplyst, by og land, ukrainsktalende og russisktalende, ny-unitarist og traditionel ortodoks, ven og fjende, forsøger mennesker at sikre sig mod bankerot, vold, udnyttelse og indkaldelse til militærtjeneste. Krigen var på vej. Tre fjerdedele af folket stemte på Volodymyr Zielinski, fordi han lovede fred med Rusland og mindre korruption, men det gik den modsatte vej. Efter at den daværende præsident i USA lavede sin berygtede selfie med Zielinskij 6. april 2021, begyndte eliterne at flytte ud af landet. At der ville komme en kæmpekrig med Rusland, kom ikke bag på nogen oplyste ukrainere, hvor end de boede. Dengang var der 1,5 million mennesker i Rusland som opfattede sig selv som etniske ukrainere. De er gift med hinanden, russerne og ukrainerne, på kryds og tværs. Og meget intelligente; for eksempel kommer mange af verdens absolut bedste skakspillere derfra.

Kyiv, hovedstaden i Ukraine

Diktaturet

Ordet diktatur er ikke sådan lige at bruge udenfor en politisk teoretisk ramme. Til gengæld kan man ikke forstå, hvad der foregår i et diktatur, medmindre man erkender, at det er det, det er. Når folk i offentlig debat bruger ordet ’diktatur’, er det som oftest nedsættende. Her er det beskrivende, altså at der styres direkte per diktat, uden hensyn til borgernes rettigheder, for eksempel et dekret om, at du ikke må forlade landet, hvis du er mand under 65 år og at du skal tvangsmobiliseres og sendes til fronten, hvis ikke du har de rigtige forbindelser og kommer væk i tide. Man skal forstå at diktaturet er en simpel følge af, at der er krigsretstilstand, altså at der styres ved diktater fra kabinettet til underordnede og det er faktisk relativt praktisk i et samfund hvor staten er ædt op af plutokrati, fordi det er meget dyrt for regeringen at bestikke administrationen til at gøre deres arbejde; præsidenten får mulighed for at gennemføre sin politik, når der er militærdiktatur, fordi medlemmerne af juntaen netop er dem, som, grundet den militære struktur, kan beordre andre til at gøre det, som de vil have gjort, og det er derfor, at militærdiktatur ses temmelig ofte i moderne samfund (se Samuel P. Huntington: Political Order in Changing Societies, Yale, 1968).

Kort om brugen af ordet diktatur, her

Man skal nok lige have hovedet rundt om det her, specielt fordi ’diktator’ er et skældsord i offentligheden og her bruges i betydningen ’den eneste løsning på behovet for regering, når systemet er totalt korrupt i borgerkrig på kanten af krig.’ Bemærk at i krigsretstilstanden er de aktører, som handler ud fra ideologiske motiver, for eksempel ultranationalister i en offensiv position, klar til at gøre godt for regimet, hvor plutokraterne er i en defensiv position, på udkig efter muligheder for at få en større bid af kagen at rage til sig. Det er ikke supereffektivt, men mere effektivt end alternativet, som er at mafiabossernes sikkerhedsapparater begynder at skyde på hinanden; krigen giver politisk enhed og retning ved at styrke nationalfølelsen. Når vi taler om Ukraine og Kremls krav om afnazificering, kommer vi dog ikke udenom at skulle forholde os til den indflydelse som ultranationalistiske grupper har på regeringsførelsen i Ukraine og forskellige hærenheder. For Kreml betyder ’nazister’ anti-russisk falangisme; i vesten betyder ’nazi’ noget andet.

Krigen og samfundet

For tiden smides folk fra gaden ind i biler og indrulleres i de væbnede styrker, får nogle måneders træning og ryger så til fronten. Det er dagens orden i Ukraine. Man kan synes, at det er nødvendigt eller diktaturagtigt, men hvad man end synes, er ikke så vigtigt for beskrivelsen af, hvad der foregår og holdes bedst i baggrunden, så godt som muligt, sådan at vi kan se tingene i øjnene. Tvangsmobiliseringen er påbudt per dekret og foregår så ofte, at der er tusindvis af videoer af det, som konstant offentliggøres, men det er sjældent, at det bliver filmet. Tabstallene ved fronten ligger for tiden på 1000 om dagen; tab er døde, hårdt sårede, desertører, tilfangetagne og forsvundne. Mange er naturligvis flygtet; det er ikke plutokraternes sønner, som dør i krigen. Der er store spændinger i samfundet og enorm utilfredshed med regimet, men altså primært en følelse af afmagt, for det har sådan set altid været det samme.

Zielinski problemet

For tiden er der pres på præsidenten. Mange vil ham til livs. Det siger formodentligt sig selv. Hans personlige sikkerhed varetages af MI6. CIA overdrog ham efter sigende i december 2024 på Blinkens foranledning. Formodentligt for at beskytte Biden-familien, som var dybt investeret i ukrainsk politik. Sidste år ved denne tid, var der planer om at afsætte Zielinski, fordi han begyndte at agere autonomt, ude af kontrol, men det endte med at Victoria Nuland trådte ud af state Department og general Valerij Zaluzhnyi, øverstkommanderende for Ukraines væbnede Styrker (AFU) blev fyret og flyttede til London. Udenlandsk indblanding i politik er noget hemmelighedskræmmeri, hvor der ofte fnyses af politologerne, fordi vi, når vi skal redegøre for det, lyder som dem, man ofte i offentligheden nedsættende kalder for ’konspirationsteoretikere,’ men i den sidste ende er det politik, man studerer, når man undersøger statskup, juntadynamikker og hemmelige tjenesters ageren. En god begynderbog ud i denne gren af politologien er Statskup – en håndbog af Edward Luttwak, som var den første bog jeg læste indenfor faget; den er kommet for nogle år siden i andet oplag på amerikansk.

Hvem regerer i Kyiv?

Her er vi ude i at lytte til vandrørenes buldren og politologens erfaring fra lignende situationer spiller kraftigt ind i vurderingerne. Mit fokus er altid på det politiske, altså samfundsudviklingen; interne regimeforhold, altså politik, i snæver forstand, er en hobby-ting for mit vedkommende, men en gennemgang af ukrainske samfundsforhold ville være ufuldstændig uden denne beskrivelse af, hvordan styret fungerer: penge ind i ’statskassen’, hæren til fronten mod Rusland og kabinettets politik afstemmes så med Washington. En såkaldt stedfortæderkonflikt. Alle er glade undtaget de fattige. De er til gengæld snart døde. Situationen i Kyiv er nu på den gale side af bristepunktet. CIA-direktør Burns forsøgte at tage derned og redde trådene ud i januar 2024, men vidste godt, at sidste gang USA var havnet i denne situation, med en marionet, som ikke lystrede på kanten af statssammenbrud, gik det galt: Vietnams præsident Diem døde i et kup i 1963 og de generaler som blev indsat i hans sted, fik aldrig den opbakning, som den karismatiske præsident trods alt nød dengang i Vietnam.

Kører det for Zielinski?

Zaluzhnyi er populær og har en tydelig London profil i sine politiske udtalelser, så han kunne måske true den siddende præsident på posten, men der er også Zielinskis kontakter i Europa at tage ind på den ene eller den anden side af ligningen. Det er komplekst. Denne båndoptagelse med den daværende præsident for USA John F. Kennedy er ret afslørende for, hvordan State Department behandler diktatorer, som er ustyrlige. Det er formodentligt ikke rart at høre på, hvis man har sine illusioner om USAs måde at agere på kært. En måned efter denne optagelse døde Kennedy selv. Ligeledes skudt. Hvem som stod bag det og hvorfor er stadig en gåde, men sådan kan det altså gå. Det er spændende at være præsidenten for det hele, men det er også til tider en udsat position. Vi får se, hvordan den talentfulde Zielinski får reddet sig ud af den klemme, som han er havnet i denne gang, hvor han tilsyneladende har vundet noget autonomi, til at gøre hvad han vil, men ingen midler har til at opnå noget. Pengene strømmer dog stadigt ind.

Konklusion

For tiden ser det ud til, at Washington skal vælge mellem at beholde deres (tidligere) marionet eller miste evnen til at kontrollere Kyiv, hvilket vil betyde at Det Hvide Hus mister evnen til at forhandle med Kreml, fordi Washington da ikke længere vil kunne garantere at det som aftales implementeres i Ukraine, og oveni dette er der udfordringen, hvorvidt specielt de ultranationalistiske hær og paramilitære enheder overhovedet vil adlyde Kyiv. Zielinski og hans klike er mere end irriterende for Washington; de er blevet en varm kartoffel. Ukraine er allerede ude over kanten til, hvad man fra et statsbygningsperspektiv vil kunne forvente at redde og lave et velfungerende samfund ud af. Ukraine er under rekonstruktion. Hvor grænserne kommer til at gå i fremtiden og hvad i alverden det samfund, som kommer ud af denne krig, skal leve af, er fuldkommen uvist. Det var ikke en gode ide for Ukraine med den her krig.

Perspektivering

Det er til tider yderst ubehageligt at studere politisk historie og politisk videnskab. Man skal undlade at få for mange moralske kvababbelser. I Danmark har vi været glade for Kyiv-regimet og det er ikke det første af sin art, vi har støttet. Jeg håber, at politikere og meningsdannere vil tænke: ’sådan er politik’, og så gå videre med noget fornuftigt. Der er langt til, vi kan erkende nederlaget på slagmarken, men en ting vi skal huske, er, at Ukraine er blevet totalt smadret af det her og landet har ikke en politisk kultur, som gør, at det bare lige kan fikses op og passe ind i vores ide om en suveræn demokratisk stat, der kan indtræde i EU, skulle man overveje det. Plutokrati er ikke godt. Krigsretstilstand ikke meget bedre. Der er lang vej, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Videre læsning

Et godt sted at starte, hvis man vil ind i det politologiske omkring Ukraine og hvorfor Rusland fungerer bedre, selvom de to kommer fra det samme morads, er Hans von Zon: Russia’s Development Problem - The Cult of Power, Palgrave, 2009. Her kontrasterer von Zon udviklingen i de to lande med klassisk komparativ metode. Om undtagelsestilstand og diktatur, mv. se Klaus Kondrup: The Logic of The Exception, Lund, 2008. Om statskup generelt: Edward Luttwak: Coup d’état – a Practical Handbook, 2nd edition, Harvard, 2016. Om Maidan specifikt se Ivan Katchanovski: The Maidan Massacre in Ukraine, Open Aces, 2024. En indføring i CIA støttede statskup med henvisning til de på nuværende tidspunkt frigivne dokumenter findes i Lindsay A. O’Rourke: Covert Regime Change, Cornell, 2021. Om militærdiktaturer og politisk ustabile regimer, se Samuel P. Huntington: Political Order in Changing Societies, Yale, 1968. For et indblik i plutokratisk politik er Moldova et godt sted at starte, specielt hvis man har mange følelser i klemme i forhold til Ukraine, men ellers er Ukraine paradigmatisk. Om tilblivelsen af Ukraines skrevne forfatning og etableringen af den semipræsidentielle republiks centrale kontorers autonomi, se Taras Kuzio: Ukraine under Kuchma: Political Reform, Economic Transformation and Security Policy in Independent Ukraine, St Martin's Press, 1997.

Cand. mag. scient. pol. ph. d. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk