Kristne i dagens Ukraine forfølges på grund af deres tro. Mange steder i Ukraine må gudstjenester, dåb og nadver nu holdes i private lejligheder af frygt for forfølgelser. Præcis som det skete under sovjetkommunismen.
Af
Sofia (Sonia) Seredinskaja Dahlgaard
Kristne i Ukraine udsættes for voldelige overgreb af uniformerede styrker midt under bøn i kirkerummet. Præster fængsles. Ukraines tusindårige, kanoniske Ortodokse Kirke (UOC) er under systematisk ødelæggelse. Ikke af russerne. Ikke af nogen ydre fjende. Men af Ukraines egen statsmagt. De troende fratages deres kirker. Kirker aflåses og annekteres af landets nye ukrainske statskirke (OCU) i samspil med den ukrainske statsmagt.
Det, der i dag sker mod kirken og de troende i Ukraine, kan ikke retfærdiggøres med
henvisning til Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Forfølgelserne går tilbage til magtskiftet i
Kyiv i 2014.
Men i ly af krigen har landets egne myndigheder optrappet forfølgelsen af sit folks
tusindårige og største kirke - den kirke, millioner af ukrainere er knyttet til. FN og andre
internationale organisationer ser med stor alvor på situationen.
Men EU og det officielle Danmark tier. Svigter.
Det er ingen kunst for os i den frie verden at holde frihedsfaklen højt for menneskerettigheder, når de krænkes i et fjendeland. Det er en gratis omgang. Kunsten – og pligten – er at forsvare det ukrainske folks religions- og trosfrihed, når folkets egen statsmagt begår overgrebene og splitter sin befolkning, tilmed i en tid hvor der mere end nogensinde er brug for at holde sammen.
Netop fordi Danmark nyder respekt som en stærk støtte til den ukrainske stat i forsvarskrigen
mod Rusland, vil Danmark kunne øve god indflydelse på menneskerettighederne i Ukraine,
ikke mindst religions- og trosfriheden. Det er vores pligt.
Tvangskirke
For fem år siden, i januar 2019, oprettede den ukrainske statsmagt en helt ny statskirke, OCU
(Православна Церква України). Den blev oprettet politisk og kræver nu sit folks
tusindårige, kanoniske kirke, UOC ( Українська Православна Церква ), lagt ind under sig.
Denne nye statskirke - af ukrainere også kaldet ’Poroshenko-kirken’ (Порошенківська
Церква) - forlanger at være Ukraines eneste ortodokse trossamfund.
Men menighederne i landets tusindårige og største trossamfund (UOC) skifter ikke frivilligt
over til statskirken. De er Ukraines eneste kanoniske kirke, og de troende ved godt, hvad det
betyder. Kanonisk betyder, at kirken er i fuld overensstemmelse med den kristne, ortodokse
troslære og kirkeret, og at kirken er anerkendt af samtlige verdens 15 ortodokse kirker.
For de fleste af os danskere kan det lyde kompliceret. Men for ortodokse kristne, som på
verdensplan udgør 300 millioner mennesker, er det centralt. Lige så centralt som det er for
mange kristne kirker at følge den apostolske succession. Så millioner af kristne ukrainere holder fast i den kirke, deres forfædre altid har hørt til. “Staten skal ikke diktere os, hvilken kirke vi må komme i” - siger de.
Det er et synspunkt, jeg har let ved at følge. Det hedder religionsfrihed. Trosfrihed. Det ligger
så dybt i os danskere, at vi chokeres og vredes, når lovlydige menneskers religionsfrihed
krænkes brutalt, tilmed lige for næsen af os.
Kristne ukrainere kriminaliseres
Ikke mange af Ukraines tusindvis af kanoniske menigheder har hidtil bøjet sig for presset
eller er frivilligt skiftet over til statskirken. Den ukrainske statsmagt har derfor efterfølgende
– 20. august 2024 - fået en lov igennem, der simpelthen kriminaliserer befolkningens
tusindårige kirke. (1)
Statens begrundelse udadtil lyder, at ukrainernes kanoniske kirke i virkeligheden styres af
russerne og Moskva Patriarkatet. Igen og igen betegnes kirken med ordene ”UOC under
Moskva Patriarkatet”. Ordene ”under Moskva Patriarkatet” gentages til bevidstløshed, så det
vildledende narrativ mejsles ind i ukyndiges bevidsthed.
Den kontroversielle lov betyder, at det ukrainske folks kanoniske trossamfund nu bliver helt
forbudt, med mindre dets omkring 10.500 sogne og menigheder inden for ni måneder fra
lovens vedtagelse dokumenterer, at de har brudt alle relationer til Moskva Patriarkatet. Det er
i sagens natur en svær opgave, fordi de påståede forbindelser til fjendeland ikke eksisterer.
Det vender jeg tilbage til senere i artiklen. Så om kort tid vil millioner af kristne ukrainere være gjort ’kriminelle’ af denne lov.
Fra international side lyder der alvorlig kritik af den ukrainske stats repression mod Ukraines
kanoniske kirke og de troende. Kritikken kommer fra:
FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder (2) (3) (4) (5) (5.B),
USA’s OSCE delegation (6);
Human Rights Watch (7),
Church of England (8),
Kirkernes Verdensråd (9),
Pave Frans (10);
Patriarken af Jerusalem (11);
ukrainske advokater (12).
Men EU og det officielle Danmark kan ikke få øje på noget problem.
Det er ellers ikke svært.
Bevis du ikke er en kamel
Kirker, klostre og præsteboliger i Ukraine ransages, ofte uden dommerkendelse. Præster
gennemtæskes og fængsles på falske beskyldninger om at være en del af Putins spionnetværk. Ofte nægtes adgang til advokat. Der rapporteres om tortur under arrest, og hvis der finder en retsproces sted, ignoreres de standarder, der gælder i et retssamfund.
De fængslede præsters situation er den samme som under NKVD og KGB i det ateistiske
Sovjetunionen: Du er skyldig, medmindre du kan bevise din ikke-skyld. I Stalintiden havde
folket et satirisk udtryk for denne omvendte bevisbyrde: ”Bevis at du ikke er en kamel”!
Докажи что ты не верблюд! Det udtryk hører jeg nu igen i dagens Ukraine.
Der foregår razziaer i nonneklostre og kirker. Det hemmelige politi leder efter russiskvenlig
propaganda. I et af Ukraines gamle klostre blev oldgamle hellige skrifter beslaglagt. Kan
stormtropperne ikke se forskel på oldkirkeslaviske bønner og russisksproget Putin-
propaganda?
Og finder man intet, kan ’beviser’ placeres. Tvangs-annekteringen af de kanoniske menigheders kirker ser ud til at ske systematisk. Et fællestræk er, at det beskidte arbejde udføres lokalt af organiserede paramilitære grupper og tilhængere af statskirken. Utallige ukrainere beretter, hvordan sådanne grupper er trængt ind i deres kirker under gudstjenesten og har forlangt afsyngning af nationalistiske slagsange. Ofte bruges tåregas mod de troende. Der er adskillige vidnesbyrd om tæsk mod kvinder og gamle mennesker forsamlet til gudstjeneste. Politiet ser passivt på, griber ikke ind. De lokale myndigheder fabrikerer dokumenter til omregistrering af de beslaglagte kirker, så det på papiret pludselig ser ud, som om de tilhører statskirken. De, der trækker i trådene oppefra, skjuler åsyn og navn.
Massakrer og vold mod troende
Natten til den 17. oktober 2024 var Sankt Mikaels Katedralen i Tjerkasy fyldt af mennesker
til midnatsgudstjeneste. Tjerkasy ligger midt i Ukraine tæt ved det sted, hvor min svigermor
var født. Midt under liturgien træder omkring 100 personer ind klædt i camouflage og
elefanthuer. De knækker overvågnings-kameraerne og tvinger menigheden ud af kirken.
Sognebørnene vender tilbage et par timer senere for at forsvare deres katedral. Her bliver de
angrebet med tåregas, pistolskud og rå tæsk. Voldsmændene river inventar løs, som de tæsker gamle koner med. (13) Politiet ser passivt på 26 personer fra menigheden bliver såret, heraf 12 så alvorligt, at de må indlægges på hospital.
En gammel munk får brækket knogler og kraniet slået til blods. Sankt Mikaels Katedralen i
Tjerkasy er hermed annekteret af statskirken - det nye trossamfund, der har statsmagtens
voldsmonopol på sin side. Dagen efter massakren kunne man på ukrainsk TV se de nye kirkeherskere smilende berette om en fredelig og harmonisk overdragelse af katedralen til dem.
I flere landsbysamfund finder de troende deres kirke aflåst og barrikaderet, når de om
morgenen kommer for at holde gudstjeneste. Brædder og hængelåse er pludselig sat for alle
indgange. Nogle kirker er blevet fysisk vandaliseret henover natten, og selv brandstiftelse
rapporteres der om. (14) (15)
Bemærk: Det er ikke forgyldte katedraler, der annekteres på denne måde. Det er typisk
mindre kirker, som de lokale beboere har bygget og udsmykket med egne hænder indenfor de
sidste 30 år. De har ingen lønnede præster eller kordegne, heller ingen lønnede kirketjenere
eller sognemedarbejdere med søndagstillæg og overtidsbetaling. Alt har de selv skabt
frivilligt. Det tages fra dem.
Kirken tages brutalt fra dem, der ikke inviteres til møde i Elysée Paladset og ikke får taletid
på nogen Davos konference. Dem ingen hører på.
Kun tre et halvt årti efter ophøret af den sovjetkommunistiske repression mod kirken er
repressionen tilbage, og ikke fra nogen ydre fjende.
Det er forfærdende overgreb på millioner af troende i en tid, hvor det ukrainske folk begraver
sine døde, og hvor de heldigste får deres sønner og fædre hjem som krigsinvalider og mere
end nogensinde har brug for den kirke, de hver især nu engang vælger.
I Ladyzhyn blev Kazan Kirken annekteret til statskirken ved hjælp af to buldozere, der
sprængte sig vej gennem porten plus 30 folk i camouflageuniformer, der tæskede løs på
menigheden.
Falske menighedsråd
En udbredt metode til annektering af kirker er den med de falske menighedsråd. Det foregår
sådan: En gruppe personer, der intet har med menigheden at gøre og aldrig har sat sine ben i
den konkrete kirke, skriver under på, at de har holdt et møde på en bestemt dato og besluttet,
at kirken skal overføres til statskirken. De lokale myndigheder omregistrerer derpå kirken
uden at stille spørgsmål.
En variant af denne metode er brugt i Hlyboka, hvor tre af den kanoniske kirkes sogne ved
’enstemmighed’ blev besluttet overført til statskirken. Her har et møde rent faktisk fundet
sted. ’Enstemmigheden’ blev opnået ved udelukkende at tillade adgang for kendte støtter af
statskirken, mens rå fysisk magt spærrede adgangen for sognemenighedernes reelle
medlemmer. (16) På internettet er der flere ideer at hente for dem, der gerne vil bistå staten med ulovlig annektering af sogne fra ukrainernes tusindårige kirke. Her tilbyder en glødende støtte af statskirken online seminarer i noget, han kalder ”træning i at organisere militante kirkeenheder” og ”algoritmen til at overføre kirker fra den kanoniske kirke”. (17)
Troende hjerter kan ikke annekteres
Hvor mange kirker er det så lykkedes at annektere og overføre til statskirken?
I starten af 2025 var i alt 1.575 af ukrainernes kanoniske kirker blevet omregistreret til
statskirken, siden den blev oprettet i januar 2019. Det er kun 13 procent af den kanoniske
kirkes oprindeligt ca. 12.000 kirkesogne. (18)
Det er vanskeligere at annektere troende hjerter end at annektere kirkebygninger. Forfølgelsen går hårdt ud over præster og biskopper. Mange frihedsberøves. Longin er biskop i Ukraines rumænsksprogede hjørne og måske folkets mest elskede biskop på grund af sit arbejde for børn, der er så svært handikappede, at hverken familierne eller samfundet vil tage sig af dem. Efter et ransagende ’besøg’ i hans hjem var Longins ansigt blevet gennemtævet til uigenkendelighed. For han tilhører den kanoniske kirke, ikke statskirken. (19) Staten har anklaget ham for at krænke de religiøse følelser blandt statskirkens troende. Det rumænske sprog er blevet forbudt som liturgisk sprog i områdets rumænsk-ortodokse katedral.
Den 75-årige metropolit Jonathan er dømt til fem års fængsel for beskyldninger om at være i
besiddelse af Moskva-propaganda. Hans advokat kunne senere dokumentere, at de påståede
beviser i form af foldere på biskoppens computer først blev oprettet fire dage efter, at han
blev ransaget og arresteret. (20)
Vilkårligt fængslede præster beretter, at de er blevet tilbudt løsladelse imod at lade sig sende
til Rusland og udveksle med ukrainske krigsfanger. Ikke lige i overensstemmelse med
Geneve Konventionen (3). Flere arresterede præster beretter også, at de er blevet tilbudt
frihed, hvis blot de skifter over til statskirken! Det er svært ikke at komme til at tænke på
Fristelsen På Bjerget. Metropolit Theodosius er under husarrest for offentligt at kritisere statens kirkepolitik og forsvare ytringsfriheden. (21)
Der gås bevidst efter biskopper og præster. Præcis som bolsjevikkerne gjorde under Lenin og
Stalin. Over halvdelen af den kanoniske kirkes 120 biskopper optræder på en af de berygtede
ukrainske såkaldte dødslister, hvor også vestlige statsledere, uafhængige journalister og højt
respekterede geopolitiske eksperter optræder. (22)
Blasfemi
Hvad sker der så med de kirker, statskirken annekterer?
- Nogle bliver taget i brug af statskirken.
- Nogle står tomme hen.
- Nogle bliver afspærret med lås og slå.
- Nogle bliver omdannet til museer. Eller spillesteder, biografer og cafeer.
I Tjernihiv har statskirken annekteret Ukraines ældste kirke, Kristi Forklaringskirken, der er
fra år 1050. De nye kirkeherskere har fjernet ikonerne og sat biograflærreder op. En
biografbillet koster 20 hryvnia.
I Treenighedskirken i Lutsk, som er annekteret af statskirken, har de nye herskere dekoreret
kirkens freskofrise - ikke med engle, men med portrætmalerier af rige forretningsmænd.
Og hvad sker der i Ukraines – og den ortodokse østkirkes – allerhelligste kloster, Kyiv-
Pecherska Lavra, efter at den ukrainske stat overtog det i 2023?
En af klosterets ældgamle kirker blev 6. december 2024 gjort til politisk mødesal og talerstol
for den fungerende præsident. Dér, hvor der før var Frelser ikoner af mere beskeden størrelse,
hang der nu gigantiske plakater af Zelenskyj. Indbudte gæster sad og spiste med kniv og
gaffel i kirkerummet, mens en ukrainsk modekok udførte et kulinarisk madshow på det sted,
hvor nadveren før blev uddelt. (23)
Hvorfor?
Hvorfor? bliver jeg spurgt, når jeg holder foredrag om forfølgelsen af kirken i Ukraine. Hvorfor gør de det? Hvorfor i alverden skabe indre splittelse i en befolkning, der mere end nogensinde har brug for at holde sammen, og som i forvejen er så forpint af den onde krig?
Jeg tror ikke, nogen rigtigt kan svare på hvorfor. Fra mange års arbejde inden for politik har
jeg erfaret, at magtkampe og magtmisbrug ikke behøver nogen begrundelse. Magt bliver let
sit eget løsrevne formål, hvor almindelige menneskers virkelighed ignoreres. Sandheden
spiller ingen rolle. Det hele går ud på at skabe det ønskede narrativ. For at forstå bare lidt af kirkestriden i Ukraine må vi se på det historiske forløb frem til repressionen.
Autonomi og autokefali
Ukraine er et ortodokst kristent land. Omkring 70 procent af befolkningen opfatter sig som
ortodokse kristne. I over tusinde år har befolkningen i det område, der i dag hedder Ukraine,
haft fælles kirke med Rus – Rusland og Belarus. Siden 1686 har hovedsædet for hele området
været Patriarkatet i Moskva. Men: I 1990 sker der noget afgørende: Den ukrainske gren af
kirken skifter status.
Den 27. oktober 1990 tildeler moderkirken – som er Moskva Patriarkatet – kirkens ukrainske
gren det, der hedder autonom status. Ordene er: ”Den Ukrainske Ortodokse Kirke er herefter
uafhængig og selvstyrende i sin administration”. (24) Moskva Patriarkatet har herefter ikke længere nogen autoritet over det kirkelig liv i den kanoniske Ukrainske Ortodokse Kirke (УПЦ, UOC). Hverken organisatorisk eller trosmæssigt. Et år senere – december 1991 - bliver Ukraine en selvstændig stat.
I 1992 opstår to andre ortodokse kirker i det ny Ukraine. Den ene af kirkerne kalder sig ’Den
Ukrainske Autokefale Ortodokse Kirke’, selv om den hverken er selvstyrende eller autokefal
og ikke anerkendt af andre ortodokse kirker. Den anden kirke kalder sig ’Den Ukrainsk Ortodokse Kirke, Kyiv-Patriarkatet’ selv om den hverken er et patriarkat eller autokefal og ikke anerkendt af andre ortodokse kirker.
Forklaring af begreber
Den ortodokse kirke består af selvstændige, indbyrdes uafhængige kirker, bundet sammen a fælles troslære. Der er ikke noget fælles ’overhoved’.
Kanonisk betyder, at kirken er i overensstemmelse med den ortodokse kristne lære og kirkeret, og at den pågældende kirke er anerkendt af alle andre ortodokse kirker.
Autokefali: En ortodoks kirke er autokefal, når dens valg af leder ikke skal godkendes (‘velsignes’) fra en højere instans. Autokefali kendetegnes også på, at kirken selv tilvirker hellige myron olie, der benyttes i sakramenterne. Lederen af en autokefal kirke kan have titel af ærkebiskop, metropolit eller patriark.
Der eksisterer i dag 15 ortodokse kirker, som både er autokefale og kanoniske. Tildeling af autokefali: Ingen enkeltperson eller patriark i den ortodokse verden har myndighed til på egen hånd at tildele autokefali. Der råder et princip om konsensus. Autokefali tildeles fra moderkirken, men kræver, at alle verdens autokefale kirker er enige i en sådan tildeling. Autonomi: En autonom ortodoks kirke er uafhængig og selvstyrende, men skal hente den hellige myron olie fra moderkirken og skal anmode moderkirken om godkendelse (‘velsignelse’) af valget af sin øverste leder.
Efter 1992 er der så tre ortodokse kirker, som konkurerer om sjælene og hver især hævder at
være den rette. I ortodoks kirkeforståelse er det noget rod. For der kan kun være een
retmæssig, dvs. kanonisk ortodoks kirke pr. ortodoks kristens land. (Ligesom der kun kan
være én Folkekirke i Danmark.)
Statskirken OCU oprettes
Efter magtskiftet i Kyiv 2014 starter forfølgelsen mod ukrainernes tusindårige kanoniske,
autonome kirke (УПЦ, UOC).
I 2018 gør præsident Poroshenko kirkespørgsmålet til en del af sin præsidentvalgkamp. Han
ignorerer Ukraines forfatning, der siger, at kirken skal være uafhængig af staten. Poroshenko
tager politisk initiativ til at oprette en ny ortodoks kirke ved sammenlægning af de to kirker,
der dukkede op efter 1992.
Til det projekt får han den økumeniske patriark i Istanbul, Bartholomæus, med sig.
Bartholomæus tildeler den nye kirke, OCU (‘Poroshenko-kirken’) status som ukrainsk
autokefal, selv om den ikke opfylder betingelserne. Efter ortodoks kirkelære er en sådan kirkekonstruktion ugyldig.
Ugyldig, for det første fordi patriarken i Istanbul ikke har kompetence til at blande sig i
kirkelige forhold i Ukraine. Det er udenfor hans komptenceområde og i strid med ortodoks
kirkelære.
Patriarken i Istanbul har lige så lidt legitim ret til at blåstemple OCU som ‘autokfal’, som
Københavns biskop har til at bestemme, hvad der foregår i andre biskoppers stifter.
For det andet ugyldig, fordi OCU ikke anerkendes af alle autokefale kirker i verden. Kun
patriarken i Alexandria og ærkebiskopperne i Cypern og Grækenland har anerkendt OCU. De
øvrige 12 patriarkater har ikke anerkendt den ukrainske statskirke.
Så efter ortodoks kirkeret er Ukraines nye statskirke skismatisk. Dens hovedsæde er i
Istanbul; dens øverste leder er patriarken i Istanbul; den henter sin hellige olie fra Istanbul;
den er hverken kanonisk eller autokefal. Men den har statsmagten på sin side.
Bemærk, at det, Poroshenko og den ukrainske stat har gjort, er det samme som bolsjevikkerne
gjorde for 100 år siden. Dengang - i erkendelse af, at det ville tage tid at få udryddet al trosliv
og kirkeliv i det ateistiske Sovjetunionen - oprettede bolsjevikkerne i 1922 kunstigt den
såkaldte “Fornyede Kirke”, som de havde kontrol over - Oбновлённая церковь. Også
dengang var patriarken i Istanbul et villigt redskab til at blåstemple arrangementet. Den
Fornyede Kirke forsvandt lige så stille igen efter et par årtiers fiasko.
Men den i 2019 oprettede ukrainske statskirke, OCU, er en politisk realitet. Og den kræver at
være landets eneste ortodokse kirke. Så den forlanger at få den kanoniske kirke lagt ind under
sig med dens sjæle og klostre og kirkebygninger og 12.000 sogne.
Og da det ikke sker frivilligt og hurtigt nok, så ser vi i dag de ulovlig tvangs-annekteringer,
falske omregistreringer og voldelige massakrer mod den kanoniske kirkes menigheder og
kirkebygninger.
Er den kanoniske ukrainske Kirke ‘under Moskva Patriarkatet’?
Den ukrainske statsmagt og statskirke retfærdiggør overgrebene på religionsfriheden med en
påstand om, at den kanoniske kirke er ‘under Moskva Patriarkatet’, hvis leder – patriark
Kirill – støtter Ruslands krig mod Ukraine.
Men hvad ved vi reelt om Ukraines tusindårige, kanoniske kirkes status og loyalitet?
Som sagt fik kirken, UOC, fuld autonomi 27. oktober 1990 og er herefter uafhængig og
selvstyrende. (24) Da Rusland den 24. Februar 2022 invaderer Ukraine, reagerer kirken omgående. Kun otte timer efter at de russiske tropper har krydset grænsen til Ukraine, fordømmer kirkens ukrainske leder, metropolit Onufry, invasionen. I en offentlig henvendelse til det ukrainske folk opfordrer han til forsvar for det det ukrainske fædreland og folk og støtte til Ukraines soldater. (25) Det er det modsatte af Putin-venligt. Ikke desto mindre fortsætter fjendebilledet mod kirken uanfægtet. Narrativet “under Moskva Patriarkatet” gentages i én uendelighed. Mange, der hører det, forledes fejlagtigt til at tro, at så må kirken vel være styret fra Moskva og loyal over for fjendeland? Det er netop sådan, propaganda fungerer.
27. Maj 2022 samles den kanoniske kirkes højeste myndighed, bispesynoden i Kyiv.
Bispesynoden fordømmer den russiske kirkes patriark Kirill, der støtter Ruslands krig mod
Ukraine, som han ligefrem har kaldt for ‘hellig krig’. Bispesynoden bekræfter samtidig den ukrainske kanoniske kirkes uafhængige status, og med nogle tillæg til kirkens charter fjernes de sidste referencer til den Russiske Kirke. (26) Det skal også oplyses, at den 28. Marts 2024 udsender kirken en erklæring, der tager skarpt afstand fra den russiske ideologi om “Russian World” (“русский мир”). - Det er en slags doktrin om russisk militær, kulturel og politisk indflydelsessfære. (27) Ukraines tusindårige kanoniske kirke OUC er i dag hverken styret fra Moskva eller loyal over for fjendeland. Tværtimod. En afgørende indikator for kirkens uafhængighed er, at den selv fremstiller den hellige myron olie, der bruges i sakramenterne.
Men kirken er alligevel ikke autokefal. Den har stadig autonom status. Autokefali skal efter
ortodoksiens regler tildeles fra den moderkirke, man er udgået fra, og det er den russisk
ortodokse kirke. Det kommer næppe til at ske i Kirills tid.
Skal kendes på sine frugter
Set fra en dansk vinkel vil det være naturligt at spørge: Jamen, hvad siger den Ukrainsk
Ortodokse Kirke, OUC, selv? Og hvad gør den? Skal den ikke kendes på sine frugter?
Er den Putins 5. kolonne, som nogen vil have os til at tro?
Det er der ingen som helst evidens for. Tværtimod. I kirkens bønner og prædikener og
udtalelser er der intet at komme efter. (28) Det navn, som kirken selv kalder sig, er Українська Православна Церква, УПЦ (Den Ukrainsk Ortodokse Kirke). Kun ukyndige – eller propagandister – tilføjer på egen hånd de vildledende ord ‘under Moskva Patriarkatet’, eller ‘MP’. Det er desuden den af Ukraines kirker, der uden sammenligning yder størst humanitær hjælp til ukrainske soldater ved fronten og til invaliderede soldater og internt fordrevne ukrainere. Mange af kirkens præster og diakoner har meldt sig til den ukrainske hær og kæmper ved fronten mod de russiske tropper. Og mange af dem har mistet livet i forsvaret for deres fædreland Ukraine.
Mange af UOC’s kirkebygninger er beskadiget og ødelagt af russiske luftangreb. I de russiskbesatte territorier af Ukraine er den ukrainsk-kanoniske kirkes præster og
medlemmer blandt dem, der forfølges af besættelsesmagten for at udtrykke sin loyalitet over
for Ukraine.
Uddrag af kritikken mod Ukraines kirkeforbuds lov
FN’s Højkommisariat for Menneskerettigheder:
Loven (1) er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den Internationale Konvention om Civilret og Politiske Rettigheder (ICCPR). Loven påberåber sig “national sikkerhed” som begrundelse for begrænsninger af religionsfriheden og trosfriheden. Men det er der ikke hjemmel til i konventionerne. Loven er specifikt rettet imod Ukraines kanoniske kirke UOC og gør det muligt at opløse en hel religiøs organisation. Loven indfører dermed uproportionale begrænsninger i menneskers frihed til at praktisere deres religion og tro sammen med andre. Loven truer det ukrainsk folks sammenhængskraft. Loven indebærer kollektiv straf, hvilket er ulovligt efter internationale konventioner. En hel religiøs organisation kan opløses, hvis enkeltpersoner i organisationen har begået noget strafbart. Hele trossamfund bliver holdt ansvarlige for enkeltpersoners adfærd. Lovens tvetydige og løse formuleringer åbner for vilkårlighed og bringer ytringsfriheden i fare. (2)
Pave Frans:
“I continue to follow with sorrow the fighting in Ukraine and the Russian Federation.
And in thinking about the laws recently adopted in Ukraine, I fear for the freedom of
those who pray, because those who truly pray always pray for all. A person does not
commit evil because of praying. If someone commits evil against his people, he will be
guilty for it, but he cannot have committed evil because he prayed. So let those who want
to pray be allowed to pray in what they consider their Church. Please, let no Christian
Church be abolished directly or indirectly. Churches are not to be touched!” (10)
Sofia (Sonia) Seredinskaja Dahlgaard er journalist, tolk og cand. polit
Sofia kan kontaktes på sofia.danmark@gmail.com
Kildehenvisninger
1. Ukraines lov № 3894 https://zakon.rada.gov.ua/laws/show/3894-20#Text
2. FN’s Højkommisariat for Menneskerettigheder OHCHR, Periodic Report on the Human Rights
Situation in Ukraine: 1 September to 30 November 2024, side 20 – 21.
September-to-30-November-2024
3. FN’s Højkommisariat for Menneskerettigheder OHCHR, UPDATE ON THE HUMAN RIGHTS
SITUATION IN UKRAINE 1 June to 31 August 2024, side 25
OHCHR-40th-periodic-report.pdf
4. FN’s Højkommisariat for Menneskerettigheder OHCHR, REPORT ON THE HUMAN RIGHTS
SITUATION IN UKRAINE 1 February to 31 July 2023, side 26
04%20OHCHR%2036th%20periodic%20report.pdf
5. FN’s Højkommisariat for Menneskerettigheder OHCHR, Report on the human rights situation
in Ukraine, 1 August to 30 November 2023, side 22
ukraine-en.pdf side 22
5.B: FN’s Højkommisariat for Menneskerettigheder OHCHR, REPORT ON THE HUMAN
RIGHTS SITUATION IN UKRAINE 1 December 2023 – 29 February 2024, side 23
human-rights-situation-ukraine-1-dec-2023-29-feb-2024.pdf
6. Statement by the US Mission to the OSCE on Ukraine’s Religious Cleansing Law
“Ukraine passed a law in August banning the Russian Orthodox Church and religious institutions tied to Moscow. We
are concerned by the law’s potential to collectively punish entire religious communities and blemish Ukraine’s
historically robust support for religious freedom. We urge the government to seek independent, international review
of the law. We will continue to carefully monitor the implementation of the law and sincerely hope it is in line with
Ukraine’s international commitments and obligations.”
7. Human Rights Watch’s kritik af Ukraines religionslov
concerns
8. Statement by the Church of England against Ukraine’s weaponisation of religion and
Persecutory Law Aimed at Banning the UOC
final.pdf
9. Kirkernes Verdensråd, https://www.oikoumene.org/news/wcc-urges-caution-with-new-law-
passed-by-ukrainian-rada
10. Pave Frans’ appel om religionsfrihed i Ukraine:
freedom-in-ukraine.html
11. Patriarken af Jerusalems fordømmelse af Ukraines lov, der forbyder ukrainernes kanoniske
jerusalem-on-recent-legislation-in-ukraine-affecting-freedom-of-religion/
12. Ukrainske advokaters research. Dokumentation og vidnesbyrd om krænkelser af
menneskerettighederne og religionsfriheden for UOC-medlemmer i Ukraine i 2023
Religious-Freedoms-in-Ukraine-related-to-the-Ukrainian-Orthodox-Church-in-2023
13. Den voldelige annektering af Sankt Mikaels Katedralen i Tjerkasy:
14. Hvidbog: Freedom of Religion under Attack in Ukraine, January 2024.
15. Hvidbog: Ukraine’s War on Religious Freedom, February 2025. https://savetheuoc.com/wp-
content/uploads/2025/02/Ukraines-War-on-Religious-Freedom-Final.pdf
16. Falsk afstemning ved kirkeannektering. https://spzh.life/en/news/84971-death-to-enemies-
in-chernivtsi-unknown-individuals-transfer-three-uoc-churches-to-ocu
17. Seminar i militant kirkeannektering. https://platforma.org.ua/teaching/
18. Antal annekterede og omregistrerede kirker
19. Vold mod biskop Longin https://orthodoxie.com/le-metropolite-longin-de-banceni-
ukraine-a-ete-victime-dune-agression/
20. Se kilde 14, side 13, samt kilde 5
21. Se kilde 14, side 14
zahisnikami-na-peredo-94857
24. 27. Oktober 1990: Den Ukrainsk Ortodokse Kirke får autonom status
25. 24. Februar 2022, UOC fordømmer Ruslands invasion og opfordrer til patriotisk forsvar for
det ukrainske fædreland. https://uoc-news.church/2022/02/24/zvernennya-
blazhennishogo-mitropolita-kijivskogo-vsijeji-ukrajini-onufriya-virnix-ta-gromadyan-
ukrajini/#2025-02-19
26. 27. Maj 2022, UOC fordømmer den russiske patriark og bekræfter sin uafhængighed med
tillæg i sit charter https://risu.ua/statut-pro-upravlinnya-ukrayinskoyi-pravoslavnoyi-cerkvi-
z-dopovnennyami-i-zminami-vid-27052022_n130894#goog_rewarded
27. 28. Marts 2024, UOC tager afstand fra ideologien om ‘Russian World” (русский мир).
vijskovoji-agresiji-nespivstavni-z-jevangelskim-vchennyam-zayava-vzcz-upc/#2025-02-14
Comments