Klaus Kondrup: Geopolitisk Nybrud

Der sker en del ude i verden for tiden. En ny regering er ved at finde sig til rette i USA. Statslederne skal finde det rette ben at stå på, mens vores egen statsminister går planken ud for Ukraine.

Kyiv på kanten

De ukrainske væbnede styrker (AFU) er trukket tyndt ud over fronten under et kraftigt pres. Det trækker op til et endeligt slag hen over sommeren centreret omkring den centrale akse mellem fortet i Kupjansk over købstaden Kramatorsk til logistikcenteret Pokrovsk. AFU må sætte alt ind for at holde Den russiske Federations styrker (AFR) stangen. Der mangler mandskab, materiel og moral. Kyivs håb om at få inddraget Washington direkte i krigen, er ved at være slukket. Med udgangspunkt i det såkaldte Istanbul plus format (aftalen mellem Kyiv og Moskva fra Istanbul, April 2022 + de 4 oblast Kyiv har tabt, siden), diskuteres parternes uoverensstemmelser omkring sikkerhedsarkitekturen i Europa. Vi forstår, at der er en lang række emner i spil, men også at Washington skal have styr på Kyiv, for at kunne levere på de centrale punkter vedrørende Ukraine: Tilbagetrækning fra de annekterede områder, afmilitarisering og afnazificering. Kyiv slår sig i tøjret og vil ikke kapitulere. Nedslagtningen af AFU fortsætter.

Kontrollen skifter hænder

Både Macron, Starmer og Zelenskyj var til møde hos Trump i den forudgående uge. Der var ikke meget at hente for dem i forhold til faktiske garantier fra Washington. Det Hvide Hus ville ikke give køb på spørgsmålet om fremtidigt NATO medlemskab for Ukraine eller indsættelse af amerikanske tropper, da man satser på at fortsætte samtalerne med Putin. Der er mange usikkerheder og det meste er spekulation om, hvad der foregår både på og bagom scenen. En af spekulationerne går på at Zelenskyj nu er leveret tilbage til amerikanerne, sådan at MI6 overdrager ansvaret for den ukrainske præsidents personlige sikkerhed tilbage til CIA og dermed også den direkte kontrol med hans gøren og laden. At Zelenskyj så samtidigt blev desavoueret af Det Hvide Hus, gør situationen vanskelig at håndtere for Washington, men kabinettet i USA er ikke de eneste, som sidder tilbage med hovedpinen. Regeringslederen i Kyiv vil gerne rive sig løs, men hvem kommer til at samle ham op, hvis han kommer fri? Europæerne står tilsyneladende i kø for at låne ham en hånd, men hvorlænge kan de enes?

Stadig langt fra virkeligheden

Ukraines fremtid synes nu mere og mere at være EUs hovedpine. Alt hvad der er blevet advaret mod fra geopolitisk kyndige siden 1990erne vedrørende Ukraine er nu blevet til virkelighed. Tilbage er et landbrugsland, godt nok med fed jord og en havn i Odessa, hvorfra der kan udskibes korn og solsikkeolie, men ikke så meget andet at bygge en nationaløkonomi på. Infrastrukturen er totalt smadret; man hørte i denne uge politikere fabulere om, at fred i Ukraine skulle være farligere end krig og at europæerne skal støtte op om produktionen i Ukraine, hvor der mangler strøm: Det er løsrevet fra virkeligheden, det som siges fra politisk hold i Europa og det fik den berømte amerikanske politolog John Mearsheimer til at kalde Danmarks statsminister deluderet, altså fuldkomment underlagt illusioner i sin forstyrrelse. Hårde ord, men det er netop fraværet af kontakt til virkeligheden, som har bragt os hertil, hvor vi er nu og som forhindrer os i at komme ud af denne situation, som har udviklet sig til en katastrofe for NATO og os allesammen.

En begivenhedsrig uge

Ugen sluttede med at et snævert flertal i USAs parlament vedtog skattelettelser for 4,5 billioner dollars, altså 4500000000000$ godt nok med indfasning over en længere årrække, men med kraftig adresse til kommende besparelser på Medicaid, en sundhedsordning som omfatter 78 millioner amerikanere på bunden af USA. Det flyver omkring med trusler om tariffer mod andre landes regeringer fra Det Hvide Hus og man må da sige, at der virkelig sker noget omkring den nye administration i Washington. Hvad konsekvenserne bliver og hvad udbyttet vil ende med at være for de forskellige aktører og interessenter er stadig uklart. Hvad angår Danmark, er der stadig Grønlandsproblematikken og så altså spørgsmålet hvad realiteterne egentligt er i vores engagement i krigen i Ukraine, samt hvad der er hensigtsmæssigt at gøre: Vi skal åbenbart huritgt købe nogle våben, måske endda så hurtigt at vi får købt noget, som vi ikke kan bruge alt for dyrt. Alt er tilsyneladende som det plejer. Trods alt.

Vi skal se fremad

Kreml har øje på os og nævner Danmark blandt de lande, som er mest aktive modstandere af Rusland. De har imidlertid hænderne fulde derovre og der er ingen grund til at tro, vi skal bekymre os om, at Moskva skulle være interesserede i at forsøge at overfalde NATO-lande, eller hvad man forestiller sig; der vil altid være ‘eksperter’, som har behov for at komme i medierne og chefredaktører som vil sælge aviser, men ideen om, at Danmark skulle være truet af Rusland, har ingen faglig eller saglig begrundelse. Det synes jeg, er vigtig at få slået fast. Den slags er indenrigspolitisk krigstrommedans. Og det praktiseres i hele Norden. Det sagt, skal vi registrere os, at det er uklogt at være mere offensive i fremtiden, hvis ikke vi vil øge vores udfordringer. I stedet skal vi tænke os om og undlade at falde for propagandaen, hverken fra øst eller vest; lad os få en samtale igang om sikkerhedspolitikken i stedet for at handle i panik: I Danmark, EU, NATO, skal finde ud at spille ind i de løsninger for Europæisk sikkerhed, som vil aftegne sig, når røgen engang letter efter tragedien i Ukraine. Det kræver, at vi vågner fra vores slummer nu og ser virkeligheden i øjnene.

På Ukrainedebat.dk har vi lavet en platform, som giver et udsyn til problematikken uafhængigt af de fortællinger, som præger den danske offentlighed.

Cand. mag, scient. pol. ph. d. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og arbejder ud fra sin metode til at måle staters stabilitet; han forstår Ukraines sammenbrud op gennem 1990erne og stormagternes øgede indflydelse i landet gennem den teoretiske linse. Klaus redigerer sammen med Katrine Winkel Holm og Frederik Christensen Ukrainedebat.dk for at bidrage til samtalen om krigen og Danmarks deltagelse i den. Han kan følges direkte på Substack.