Klaus Kondrup: Er orientering om Ukrainekrigen farlig?

Offentligheden står for skud, når Mette Frederiksen skal mobilisere os til oprustning og hun advarer imod, at man søger information udenfor de statsstøttede medier. Men er der mulighed for at kunne orientere sig om Ukrainekrigen uden de alternative medier og er det virkelig så farligt for befolkningen at høre om situationen i og omkring Ukraine? Tværtimod, vil jeg mene.

Statsminister i selvsving

Forvirring kan være farlig. Har man først mistet orienteringen, er det ikke til at finde vejen frem og man kommer let til at træde forkert. Det kan skabe problemer, men de problemer kan løses. Selvfølgelig: Stop op, tag en dyb indånding og start forfra; find ud af hvor du er og kom så tilbage på sporet. Det kræver mod til at indse, at man har taget fejl og vilje at rette kursen op. Men vi kan godt. Og vi er nødt til det. For ellers ender det med, at vi mister orienteringssansen. Og så er det helt galt, for så er vores perspektiv permanent forstyrret og så kan vi ikke finde hoved eller hale i noget, og hvad værre er; så kan kan vi heller ikke vide, om vi genfinder orienteringen, hvis det en dag skulle lykkes for os eller om vi stadig er forvirrede, og det har den hage ved sig, at vi kan tro, at vi har fundet vej, uden at have en ide om, hvor vi er. Så vil vi uværgerligt komme i uføre; uden at vide det eller ville det. Skal vi ikke sørge for at holde os orienterede om krigen, så vi ikke ender med at havne midt i den?

Statsministeren toner frem

 Er det selve orienteringen som er farlig og ikke krigen selv? Når jeg lytter til min statsminister, bliver jeg i tvivl om ikke det faktisk er dét, hun siger. Det hele forekommer mig på vej i selvsving. Søndag aften på TV2 toner Statsministeren frem på skærmen i udsendelsen Verden i Opbrud og indskærper befolkningen at holde sig til de statsstøttede medier, når de skal orientere sig om verdenssituationen:

"Åndelig oprustning er lige så vigtig som militær oprustning; læs bøger, aviser og se troværdigt TV. Den militære uro, findes også på sociale medier. Fake News og kampagner."

Nu er jeg selv med til en kampagne på sociale medier vedrørende debat om Ukrainekrigen. Det hedder Ukrainedebat.dk og er et initiativ som har til formål at brede perspektivet på Ukraine og krigen dernede ud, sådan at stemmer, som oplever sig marginaliserede i den danske offentlighed, kan komme til udtryk. Herunder min egen. Så det må blandt andre være mig, hun taler om. Jeg er kyndig på området og har undervist i Ukraine og de globale politiske aspekter af konflikten mellem NATO og Rusland på Københavns Universitet i en årrække. Ingen dansker jeg har mødt, er bedre inde i netop det emne end mig, tænker jeg, men om det er sandt, ved jeg ikke; det eneste jeg kan konstatere, er, at jeg ikke kan bidrage med min viden i den danske offentlighed.

Vi er desperate og forstyrrede

Og det oplever jeg som et problem. For mig. Og for Danmark. For der skal faglighed, saglighed og sund fornuft til at komme ud af det her rundhyl: De europæiske offentligheder er deluderede, mener jeg: Vi har forladt det faktuelle og fornuften, og har kollektivt overbevist os om at Rusland er vores fjende. Hvorfor vi skal være fjende med det store land i øst og hvorfor vi skal opruste til krig med russerne, er aldeles uklart for mig. Med min viden er det ren galimatias. Parolerne kender jeg: frihed, demokrati, suverænitet! Men det hænger ikke sammen for mig og når jeg stiller spørgsmål, mødes jeg af aggressivt agiterende personer som desperate forsøger at få mig til at tro på deres ide om verden. Med alle midler. De virker besatte af tanken om, at det onde er over os og snart er det i deres opfattelse mig, som er i ledtog med fjenden, fordi jeg stritter imod at lade mig opsluge af deres verdensopfattelse. Og når jeg så insisterer på, at verden ikke passer til deres ide om den, så bliver de blot endnu mere indædte i at få deres virkelighed presset ned over mig, som om målet var, at alle kun ser illusionen og at den så på den måde bliver en realitet. Ligesom når en personlighedsforstyrret person manipulerer. Delusion. Det smitter. Og det er ubehageligt. Hvis man altså opdager, hvad der foregår.

Det europæiske ekkokammer

Der er et problem her: Hvis ikke vi kan stille spørgsmålstegn ved vores antagelser, hvordan undgår vi da at gå i selvsving og overbevise os selv om noget, som ikke er virkeligt, og hvis vi allerede er i selvsving, hvordan opdager vi det så, og hvis vi ikke kan opdage det, hvordan kommer vi så ud af blot at bekræfte hinanden i, at sådan er det; der er ikke noget at gøre og nu skal vi i krig? Når tilstanden bliver permanent, er der ikke så meget at stille op. Lemming effekten, kaldes det. Det er der, jeg oplever at vi for tiden er på vej hen med fjendegørelsen af Rusland og krigen i Ukraine. Vi er ved at være der, hvor vi ikke kan komme ud af vores forestilling. Og det bliver særligt tydeligt for mig, når der sker et brud i hændelsesforløbet, som nu, hvor der er kommet en ny politik i Det Hvide Hus. Pludselig er der opbrud i hvem som opfattes som gode og hvem som er onde; nu er vores gamle venner også blevet onde. Så øges forvirringen i den danske offentlighed, frygten griber os dybere og så skrues der op for illusionsmageriet ved at bruge alle virkemidler.

Må vi diskutere sikkerhedspolitikken?

Statsminister Mette Frederiksen er blot et eksempel på det. Tænk bare på kommissionsformand Ursula von der Leyen og EUs Udenrigsminister Kaja Kallas. Nu stemmer præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Catherine Lagarde, også i. Oprustningsrusen breder sig. Det kan blive for meget. Og uhensigtsmæssigt. Specielt hvis virkemidlerne fører til censur. For så er der ingen vej ud af moradset; så har vi mistet orienteringssansen. Hvis der var en beskrivelse af truslen og en ide om hvilke våben vi kunne anskaffe til at imødegå denne trussel, så ville det være muligt at forholde sig til fornuften i det. Men nej. Vi taler om 6000 milliarder i oprustning uden mål og med. Og nu skal vi så lukke debatten om udenrigs- og sikkerhedspolitikken? Det forekommer mig betænkeligt.

I skal læse aviser!

Statsministeren opfordrer til at man ikke lytter til alternative medier, men læser bøger og aviser. Læser man bøger om Ukraine og krigen dernede, kommer man hurtigt til at se verden helt anderledes end statsministeren, men det er nok også de færreste, som ser TV2 som rent faktisk læser en fagbog i geopolitik. Det Mette Frederiksen ønsker er, at vi skal have den opfattelse som kommer til udtryk i aviserne. Hendes opfattelse. De bøger hun vil have, at vi læser er nok avisskribenternes bøger. Som fortæller hendes historie om verden. Bøger om følelserne, frygten forargelsen. Ikke fornuftten. Eller fagligheden. Når jeg skriver til en avis, kan jeg få lov at skrive opinion og blive kaldt 'Putinist,' hvis ikke jeg vil have afslag på mine kronikker med det samme. Nævner jeg noget om, hvordan situationen ser ud fra mit skrivebord, hvor jeg altså observerer konflikten til dagligt, får jeg afslag på mine artikler, fordi min virkelighed er forkert, netop fordi den ikke stemmer overens med, hvad der i forvejen står i aviserne. Selvsving, kalder jeg det. For tiden går der kun 10 minutter, så ligger der et standardafslag i min indbakke, efter jeg har brugt nogle dage på at skrive en artikel. Jeg tror, at de er trætte af mig og det er såmænd forståeligt nok. Da jeg på et tidspunkt i efteråret 2024 blev udmattet og desillusioneret, hvad angår den danske presse og stadig mente, at jeg burde bidrage til den offentlige samtale, lavede jeg sammen med en gruppe ligesindede internetplatformen Ukrainedebat.dk, som indtil nu har haft 4500 forskellige besøgende.

Et blik ind i den danske pressevirkelighed

Bemærk det strukturelle og dynamikken: Aviserne vil ikke trykke min opfattelse af virkeligheden (heller ikke selvom den de seneste 3 år har holdt stik i forhold til udviklingen i Ukraine) og i statsministerens verden er jeg nu en af dem, som laver 'misinformation,' netop fordi jeg ikke fortæller hendes historie om verden, men tager stilling til det, jeg oplever ved at observere krigen og underbygger mine konklusioner sagligt og endda fagligt. Bare at læse det jeg skriver eller indgå i dialog med mig, er i hendes optik farligt og må frarådes. Nå, det må hun jo indtil videre selv om, men i denne uge fulgte jeg så Mette Frederiksens opfordring til at orientere mig i dansk presse. Den hun kalder 'troværdig.' Nyhedsmedierne, som det hedder, var optaget af, at præsidenterne fra USA og Rusland skulle tale sammen i telefon. Man talte i den danske offentlighed om muligheden for en våbenhvile mellem parterne. På intet tidspunkt hørte jeg dog noget, som tog udgangspunkt i virkeligheden. Hvis nogen har oplevet noget andet, vil det være meget velkomment, at se det i kommentarsporet, herunder. Alle fra P1 morgen til Berlingeren talte om deres følelser omkring Donald J. Trump og Vladimir V. Putin, men ingen synes at have mod på at fremlægge grundlaget for den samtale de herrer havde, altså hvorfor at den samtale var så interessant og hvad den gik ud på. Som jeg forstår det, er der tale om et generelt europæisk problem. BBC og Sky News var i hvert fald ikke bedre. Få steder skulle det dog være helt så gennemtrængende som herhjemme. Her er ikke nogen reel dækning af krigen i Ukraine i de statsstøttede medier.

Våbenhvilesnakken

I pressen begyndte man altså at tale om våbenhvile i Ukrainekrigen. Der blev hurtigt pisket en stemning op om, at hvis ikke Rusland ville gå med til en våbenhvile, så måtte det være tydeligt for enhver, at så var det bevist, at russere er onde og ikke ønsker en afslutning på krigen. At våbenhvile er en udsættelse af krigen og ofte leder til en intensivering af krigshandlingerne, var der ingen som nævnte. Den slags fagsnak og historisk indsigt passer ikke ind i den herskende fortælling. Det mest påfaldende er, at ingen interviewer på noget tidspunkt stiller nogen det spørgsmål, som er det mest åbenlyse: ‘Hvad skulle Rusland kunne få ud af en våbenhvile?’ Og nej, der er selvfølgelig ikke noget i det for Kreml, så det enkle svar er 'ingenting,' men så kunne man jo passende i kølvandet spørge til det centrale: ‘Når nu russerne har overtaget på slagmarken og ikke ønsker at ukrainerne skal bruge en våbenhvile til at få forsyninger frem, så de kan slå flere russere ihjel, hvad kan Washington så give Kreml for at opnå en standsning af kampene?’ Men det passer selvfølgelig ikke med ideen om. at vi er lige ved at vinde krigen og bare skal give flere penge og våben til Ukraine, for så falder Rusland snart sammen. Og det harmonerer slet ikke med vores selvopfattelse og forståelse af krigen. Eller manglen på samme.

Luftkasteller

Min pointe er her, at ingen hæftede sig ved det vanvittige i at foreslå en våbenhvile, som egentligt er at sige til russerne: ‘Vi er ligeglade med jer og opfatter jer som idioter,’ for Moskva har understreget siden juni 2024, at de ikke er interesserede i en standsning af kampene uden en varig fred. Men det er der slet ingen som nævner, for hvis bare man lytter til, hvad Moskva siger, er man en forræder. Hvis man skal vide noget om virkeligheden, og lave en geopolitisk analyse er det første man gør, selvfølgelig, at sætte sig ind i fjendens perspektiv. Ellers fatter man jo ingenting af hverken problemerne eller deres mulige løsning, men det er altså suspekt at anvende fornuften og sådan er det nu engang i dagens Danmark, så det er altså intet under, at folk ikke kan følge med i, hvad der sker; der er ingen oplysning til borgeren i de statsstøttede medier; intet som kunne have øget forståelsen af verdenssituationen. Kun følelser, holdninger og usammenhængende historier, som intet havde med sagen at gøre. Kort sagt: Dansk presse er løsrevet fra virkeligheden og min statsminister bidrager til at det hele er ved at gå i selvsving. Måske er hun selve svingningernes arne i Danamark. Nu vil hun altså have os til at vælge de alternative medier fra, så vi kan lukke ekkokammeret.

Total delusion

Udgangspunktet for de statsstøttede mediers dækning af Ukrainekrigen er, at Den Russiske Føderations styrker har overfaldet et land, Ukraine, og med våbenmagt forsøger at sætte deres vilje igennem. Det er på sin vis en udemærket observation, men den måde, som den er blevet propaganderet siden februar 2022, har gjort, at vi nu i dag står uden anelse om, hvad der foregår og intet fatter af de hændelser, som rapporteres. Man husker nok, at der dengang i hver sætning i radion blev sagt, at Ukraine var et suverænt demokratisk land, som var blevet angrebet, uprovokeret. Det er en forvanskning af forløbet. Og skulle man insistere på, at det er rigtigt, må det samtidigt siges, at det langt fra er det hele, som kan siges om krigen og dens årsag: Udlægningen udtrykker sammen med udeladelserne, en vinkel på tingenes tilstand, som har givet grobund for fordrejning af virkeligheden efter de samme principper, som vi kender fra Hammurabis tid. Vi har været udsat for krigspropaganda. Det er tydeligt nu, hvor de stridende parter påbegynder dialog. Da Washington giver efter på Moskvas første krav, intet NATO-medlemskab til Ukraine, kan parterne mødes. Hvis man i dansk offentlighed henviste til at konfliktens årsag var Kremls opfattelse af NATO-udvidelsen, fik man at vide, at man var i fjendens sold; hvis man for eksempel sagde det som var almindelig viden, når man underviste i det, som jeg gjorde fra 2009 - 2017, altså den sikkerhedspolitiske dynamik omkring NATO, blev man i 2022 stemplet som landsforræder. Og siden har vi bildt os en masse ind, men nu kom virkeligheden i vejen, fordi at krigen, på vej mod sin afslutning, uværgerligt kommer til at afsløre hvad det er de krigsførende parter ville med krigen, og luftkastellerne punkteres før de forsvinder ud i historiens glemsel. snart vil offentligheden miste interessen, ligesom dengang med Jugoslavien og Afghanistan og Irak og Syrien og Libyen: Fortællingen om det gode mod det onde er brugt op for denne gang. Og så falder vores interesse på noget andet. Det err dog skræmmende at den til hver en tid vil kunne bruges igen: Hvad er det, som gør, at vi falder for den hver gang?

Et spørgsmål om misforstået autoritet

I dag er mange danskere zelotiske tilhængere af Zielinski, men ved stort set intet om Ukraine. De statsstøttede medier tillader ikke, at man skriver om det. Ikke fordi de er onde, eller sådan noget pladder, men fordi de har lagt en vinkel, og at underminering af den vinkel, vil få dem til at fremstå som tåbelige, utroværdige og uden autoritet. Chefredaktører og akademikere, som udtaler sig i pressen, tror tydeligvis selv på det, de siger. Skræmmende. Det er ganske lidt, man skal forstå af Ukraine for at se, at denne gang tager de lige så meget fejl, som alle de andre gange. Bemærk at det stadig er den samme fortælling, som med Serbien og Irak og de andre, om at Hitler er genopstået osv., som gentages vedrørende Ukrainekrigens årsager. Og nu er vi på 3dje år; selvom Moskva og har påbegyndt dialog med Washington, på baggrund af deres ønsker om beskyttelse af russisktalende i Ukraine og afnazificering af regimet i Kyiv, ja, selvom man skal være ignorant for at fastholde ideen om at NATO var helt uden andel i at denne stedfortræderkrig brød ud, lader vi stadig som om, at det er en genetisk funderet syge, som altid har præget russeres sjæl, der nu er udbrudt i lys lue, sådan at vi i hele Europa, fra nu af, skal knuges af frygt for ondskab og krig.

Virkeligheden melder sig

For observatøren er det tydeligt, at Moskva ikke har appetit på at besætte regioner i Ukraine, hvor der ikke er en overvægt af russisksindede borgere, og at de i deres militære aktioner agerer meget konkret på det, de opfatter som en trussel fra NATO i Ukraine. En geopolitisk analyse ser på fjendens doktrin: Hvad gør fjenden og hvad forbereder fjenden sig på at gøre; hvilke våben udvikles og hvor stilles de op? Den slags anvendelse af fagkundskab bruger vi ikke i den danske offentlighed. Hvorfor skulle vi det, når vi har vores hellige fortælling i sort og hvidt? Bemærk at fordi ideen om de onde russere har vokset sig stor og stærk i de europæiske eliters bevidstheder, så klamrer vi os til forestillingen om ‘det gode mod det onde.’ Også selvom den er en illusion. Fortællingen krakelerer nu, hvor der er indledt dialog mellem Washington og Moskva. Washington opfatter med den nye administrations tilkomst krigen i Ukraine som den foregående administrations og Kongressens krig; den har andre interesser, siger dens repræsentanter og handler tilsyneladende ud fra devisen om at forbedre USAs stilling i verden, sådan som de ser det, blandt andet gennem en normalisering af forholdet til Rusland. Om det kan lade sig gøre, får vi se, men der er et opbrud i politikken og det gør, at Kremls liste med krav kommer i forgrunden og historien om Putin, som Saurons øje over hvilende tungt over horden af orker, der bare kommer løbende mod fort Europa, bliver absurd. Krigen er tabt. Hvad kan vi give russerne for at redde så meget af Ukraine som muligt? Det er spørgsmålet. I stedet for at se det i øjnene, fumler vi efter mening i absurditeten: Kun den dag vi alle af fuld hals skriger 'krig,' vil kosmos igen være i balance. Tror vi. Mon dog.

Kremls ønskeliste

Ud over hvad der ligger i Istanbul Plus, altså demilitarisering, neutralitet og afnazificering + annektering af de fire oblast og Krim, vil Moskva gerne i dialog om den Østeuropæiske sikkerhedsarkitektur: opstilling af AEGIS missiler i Polen og Rumænien, spørgsmålet om Kalininggrad og Belarus, altså atomvåben, men også Moldavien (Transnistrien-spørgsmålet) og Det Baltiske- og Sortehavet ønsker Kreml på dagsordenen. Derudover er der mange spørgsmål, som vil kunne inddrages i dialogen; amerikanernes appetit på sjældne jordarter er blevet nævnt, Vestasiatiske problematikker herunder Irans atomvåbenprogram, sanktioner. Det handler i udgangpunktet om, at Washington skal opgive krigen og komme så godt ud af det, som muligt. Et kæmpe spørgsmål er her, om Washington overhovedet har styr på Kyiv; på det seneste har marionetten slået sig i tøjret og prøvet selv at trække i trådene. Her kan et stop for angreb mod energiinfrastruktur, som aftalt i den nævnte telefonsamtale mellem Trump og Putin, afsløre om Washington overhovedet vil kunne levere på deres løfter, hvis en større aftale en dag skulle falde på plads, som også omfatter Ukraine.

Dialogen åbnes

Washington truer alt og alle for tiden og det er dybt ubehageligt for de fleste, men overfor Rusland har de ikke rigtigt noget at true med. Der er ikke nogen våben, som kan ændre udfaldet af krigen og ikke flere sanktioner at gennemføre. Resultatet er, at hvor Washington forsøger at sno sig ud af deres stedfortræderkrig, så er Bruxelles, Paris og London, ligesom København parate til at fortsætte krigen for amerikanerne, uden det er klart, hvad vi vil kunne vinde ved det og uden at vi stiller helt enkle spørgsmål, som vil kunne bidrage til, at vi genvinder orienteringen og begynder at handle rationelt. Jeg tvivler på, at det bliver foreløbigt. Hvis man vil følge med i Ukrainekrigen, anbefaler jeg Ukrainedebat.dk

Følg med i verdenssituationen

Vi har lige startet podcasten Verdenssituationen med Christensen og Kondrup, hvor vi giver en faglig og saglig gennemgang af ugen, udenfor de statsstøttede mediers kværnen. Følg den på Ukrainedebat.dk I sidste uges afsnit kunne man høre, hvor langt væk fra virkeligheden de danske medier har været i deres fokus, vinkel og indhold. Vi regner med at være i luften med 3dje afsnit fredag aften 21/3.

Kværnen kører

I den statsstøttede presse fabuleres der om, at ‘nu må vi sætte hårdt mod hårdt,’ eller om at vi nu skal opruste i uendelighed. Skuffelsen over at Washington har indset nederlaget og forsøger at få det bedste ud af situationen, er forståelig; den danske presses fortælling krakelerer og det går ondt i disse dage, men vi i Europa kan ikke tåle endnu engang at lade os føre rundt ved næsen af amerikanerne; så længe vi bliver ved med at hoppe på limpinden og gentage parolerne om ‘at vi skal vinde,’ når vi har tabt, ja, så længe vil vi være uden retning og handle i blinde. Vågn op. Storbritanien og EU er på vej til at blive ledt ind i en krig, som ikke har noget med os at gøre. Man har drømt om, at krigen kunne standses ved at Rusland gav op og glemte deres geopolitiske interesser. Det kommer ikke til at ske. Moskva har vundet og det handler nu om at komme tilbage til virkeligheden og se situationen i øjnene og for Guds skyld undgå at frygten lammer os helt. Er det virkelig så skadeligt for mennesker at høre det budskab, jeg her kommer med, som statsministeren vil gøre det til? Måske er det farligt for hendes troværdighed, hvis de statsstøttede medier begynder at beskrive om, hvad der foregår i og omkring Ukraine udenfor propagandaens blændende lys, ja og hvis de har en troværdighed at bevare, går det måske også ud over dem, men er det alene derfor et problem, at folk får lidt at vide om det, der foregår, og hvad deres mange milliarder skattekroner går til og som i den sidste ende kan koste deres sønner livet? Skal de også dø, blot fordi det hele er gået i selvsving? Virkelig?

Cand. mag. scient. pol. ph. d. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk