Klaus Kondrup: Danmark er underlagt krigspropaganda

I disse dage spærres de ukrainske væbnede styrker i Kursk inde i en lomme. Der er tale om flere tusinde soldater, som enten må overgive sig eller lade livet. Det militærstrategiske argument for at de befinder sig der, blev aldrig nogensinde klart for nogen af os, som observerer krigen til dagligt. Hvorfor de er der, er til gengæld klart: Operationen har spillet ind i fortællingen om krigen i de lande, som understøtter regeringen i Kyiv. 

Uforklarlige og omkostningsfulde beslutninger som ‘den store ukrainske offensiv,’ tilbagetrækningen fra Avdiivka og senest Velika Novosilka, slaget om Bakhmut, er der mange eksempler på: Kyivs militære beslutninger tages som oftest med henblik på, hvordan det tager sig ud i offentligheden. Det er efter min opfattelse årsagen til, at krigen er så hurtigt ovre. Kyiv burde have kunnet holde i over 7 år; det var min fornemmelse fra starten, men de ukrainske væbnede styrker står nu til at være nedkæmpet efter kun 3 1/2 år. Store tab af liv har præget krigen. I Danmark har vi fokuseret på territorium, hvilket har givet os et forvrænget billede af Kyivs forsvarsevne.

Når Kyivs beslutninger udlægges i de vestlige nyhedsmedier, forbavses man gang på gang over de såkaldte eksperter, som forsøger at forklare Kyivs dispositioner rationelt. En ting er, at de altid viser sig at tage fejl. Det er forudsigeligt, for de laver ingen analyse til at understøtte deres vurderinger. Noget andet er hvorfor: Er det inkompetence eller er det blot bekvemmeligt at sige det, som passer ind i den historie om krigen, offentligheden er vænnet til at høre, for at støtte den førte politik om flere penge og våben til Kyiv?

Propaganda virker ved at befolkningen kun hører det samme gentaget indtil en ide er trængt stærkt nok ind til at udgrænse andre ideer. Her skal man huske, at der ikke er tale om en konspiration, men om almindelige mennesker som vælger at forstærke et budskab. De tror for det meste selv på det, de siger. Og synes, at det er godt, at sandheden udbredes. Få gør det udelukkende for pengenes skyld. Det handler ikke om ondskab. Krigspropaganda er en politologisk dynamik.

Propagandaen kan opretholdes så længe, at der ikke er nogen, som sætter spørgsmålstegn ved budskabet, selvom det indeholder en åbenlys selvmodsigelse. ’Han har jo ikke noget på,’ siger drengen i eventyret Kejserens nye Klæder. Og først da går det op for os, at vi er blevet narret.

Da Kyiv regimet kørte deres bedste tropper ind i det sydlige Ruslands sumpe, skabte det glæde og forundring: Er ukrainerne ved at vinde? Kan Kyiv nu bytte Kursk med det, som Moskva-regimet har taget af Ukraine i krigen? Var det et genialt træk på slagmarken? Dengang troede mange på ideen. Nu handler det om at skyde skylden på nogen. 

Der er mange følelser i spil. Når vi først har fået en opfattelse, kan vi ikke uden videre rykkes ud af den med fornuft. Se nu for eksempel vores fortællings neksus: Hvis ikke man kan se tøjet på kejserens krop, så er man ifølge væverne dårlig til sit arbejde, og det er der ingen borger med respekt for sig selv, som vil have siddende på sig, vel? At det hele er løgn, er der ingen som tør sige højt. Heller ikke selvom det er åbenlyst.

Den ene dag hører man, at nu skal vi bare give Kyiv endnu mere krigsmateriel, så går der ikke længe før hele Rusland bryder sammen og så vil alt blive godt. I næste nu lægger man så ører til historien om, at den russiske leder er ond og at vi nu må indstille os på, at russerne kommer væltende ind over vores grænser. Den kognitive dissonans mellem de to indbyrdes modsigende historier, hvor russerne er henholdsvis skrøbelige svæklinge og overmenneskeligt stærke, selvsuggerer os, så vi ikke længere ved, hvad vi skal tro; vi bliver usikre og klynger os endnu stærkere til propagandaen for at få tryghed. Og i denne hypnotiske tilstand, hvor virkelighed og fornuft er adskilt ved fortællingens magt, marcherer vi som lemminger frem mod kanten: Krigen er nødvendig, tænker vi, og det er derfor krigen, som er det gode; den som sikrer os mod det onde.

Sikkerhedspolitik kan være noget bagvendt, noget. Klart. Det er ikke altid lige til at forstå. Som når Statsministeren 26. februar 2025 toner frem i Danmarks Radio for at forklare, hvorfor vi nu skal opruste. Statsministerens forklaring er klassisk sikkerhedsliggørelse, som man ville sige indenfor Københavnerskolen i International Politik: ’Rusland udgør en sikkerhedstrussel og derfor skal EU og dermed Danmark opruste ekstraordinært. Og det skal være nu med det samme.’ I udsendelsen nævnes intet om, hvorfor NATO og Moskva er havnet i konflikt, eller hvad det hele handler om. Rusland er aggressive og vi skal være bange. Det er budskabet.

Eksemplet er så rent og klart. Det finder sted i propagandaens hjertekammer; inde i Tv-studiet, hvor den pæne mand fra fjernsynet står med pegepinden foran et kort over Ukraine mellem dem, på bordet, hvorved de mimer, at det de taler om her, tager udgangspunkt i virkeligheden. Intet kunne være mere forkert. Det er ren propaganda.

Bemærk hvordan fortællingen fra den danske offentlighed og den gennemtrængende frygt får udlægningen til at glide ned, som om det var sandheden. Det hele hviler på en række påstande fremsat af Statsministeren: 1) Ukraine kæmper for Danmark; hvis ikke Kyiv standser Moskvas tropper, vil Rusland angribe Danmark. Bemærk at hvad ’Ukraine’ er, hviler på endnu en påstand. 

2) Ukraine er ét folk, siger statsministeren; skulle borgerkrigen mellem Kyiv og løsrivelsesrepublikkerne i Donetsk og Luhansk, som har kostet 8.000 mennesker livet mellem 2014 og 2015, ikke have fundet sted? Er den kraftige regionalisering og dybe splittelse, som har ledt til 2 revolutionære bevægelser og 2 statskup i landet, ikke en del af Ukraines historie? Den danske offentlighed er stadig underlagt krigspropagandaen og stiller ingen spørgsmål.

Nu er sammenbruddet for regeringen i Kyiv nært forestående. Kampen på slagmarken er tabt. De politiske eliter dernede har spillet fallit. Washington har mistet kampgejsten i Ukraine og tålmodigheden med EU. Propagandaen i Europa kører på højtryk. Ingen statslige europæiske medier formidler situationen, mens vores ledere taler om oprustning og fjendegørelse af Rusland. 

Hvad med vores virkelige udfordringer i EU? – immigrationsproblematikken, de sydeuropæiske landes gældsproblemer? Har vi overhovedet råd til flere? Skal vi lave fælles låntagning i EU uden at befolkningerne er taget med på råd? Under hvilket mandat? Er der frie valg i Rumænien? Og er krig mod Rusland en god ide? De seneste to gange, i 1812 og 1942, gik det galt for Europa at gå i krig mod Moskva, hvis styrker bagefter trængte dybt ind i Østeuropa. Det er så i vores nuværende optik, blevet til ideen om, at russere er onde. Man skal bare se på historien, siger propagandisterne, den taler for sig selv.

De russiske bekymringer omkring NATO og ønske om en ny sikkerhedsarkitektur

skal vi imidlertid ikke anerkende; det er der ingen grund til, for Moskva kan man ikke tale med. Det er kun Washington, Beijing, Delhi, Brasília, Riyadh og alle de andre, som kan det. Kreml kæmper ufortrødent videre for sine interesser i Ukraine, og modsætter sig at NATO kommer ind. Det kan propagandaen ikke ændre på. 

Hvorfor ikke standse forvirringen og løgnene, se nøgternt på det og bidrage konstruktivt til samtaler med Kreml om Europas fremtid? Hvad er der så farligt, ved at debattere den mulighed? Nå ja, jeg giver selv svaret: Det er fordi propagandaen er blevet hellig og ikke må besudles med hverken barnlig tvivl eller voksen fornuft. Er det ikke på tide vi tager en samtale om det her i den danske offentlighed?

Cand. mag scient. pol. ph. d. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk