Katrine Winkel Holm: Henrik Dahls irrationelle russerhad

Russerhad er et stort ord, men det er alligevel det mest dækkende til at beskrive den holdning, Henrik Dahl fra Liberal Alliance gav udtryk for 9. marts. Her var han gæst i P1- programmet Akkurat, styret af Clement Kjersgaard, og der var to ting, der var så tankevækkende ved det, at det fortjener opmærksomhed.

For det første fraværet af kritiske spørgsmål til Dahls vilde påstande. Kjersgaard, der ellers regnes for den mest intellektuelle blandt DR’s studieværter, godtog andægtigt Dahls påstande om russernes moralske habitus. Det fører til det næste: Er Dahls fremstilling af Rusland dækkende for den store del af den danske magtelite? Hvis det er tilfældet, viser det en rystende mangel på viden om historie i almindelighed og Danmarks og Ruslands historie i særdeleshed.

Men nu til udtalelserne selv. Baggrunden for udsendelsen var selvfølgelig Trump-administrationens indledende samtaler med Rusland.

Kunne der komme noget godt ud af det?

Nej, lød det kategorisk fra Dahl. ”Der kommer ikke noget ud af at forhandle med Rusland”. Man kan nemlig ”ikke stole på russerne.” ”Russerne lyver altid”. De er kommet med ”løgn og latin fra Bresjnev og frem”. Rusland har haft ”en imperialistisk udenrigspolitik i århundreder” og har det stadig. Når Trump nu er i kontakt med Rusland, optræder han ”som allieret af Rusland”, ikke som en forhandler. Så vidt Henrik Dahl.

Lad os kigge hans påstande efter i sømmene.

1.     Der kommer ikke noget ud af at forhandle med Rusland. Ronald Reagan forhandlede med Gorbatjov i 1980’erne og det førte til opløsningen af Den kolde Krig. Det samme gjorde Margaret Thatcher. “We can do business together!”, udtalte hun og viste dermed en tillid til Sovjetunionens leder på linje med Ronald Reagan. Der kom meget godt ud af deres forhandlinger med en russer, ovenikøbet med en repræsentant for Sovjetunionen.

2.     Rusland har altid haft en imperialistisk udenrigspolitik

Rusland har ikke, i modsætning til Sverige og Tyskland og England, optrådt imperialistisk over for Danmark. Vi har aldrig været i krig med Rusland. Tværtimod var Rusland Danmarks allierede mod Sverige i Store Nordiske Krig i 1700-tallets begyndelse. I Treårskrigen, 1848 til 1850, udgjorde Rusland en vigtig modvægt til Preussen og bidrog kraftigt til, at krigen endte på en for Danmark (nogenlunde) tilfredsstillende måde. Når den danske konge sendte sin datter til Rusland som ægtemage for den kommende zar i 1865 var det netop for at udbygge dette strategiske venskab, som var særligt vigtigt efter Danmarks nederlag i 1864. Rusland har nærmest været en ven af Danmark og en vigtig del af ”den europæiske koncert”, dvs. en af stormagterne i Europa. Siden Napoleons fald truede de ikke Vesteuropa - de kan man kun hævde, hvis man er faldet for det politiske falskneri, kaldet Peter den Stores Testamente, . Et berygtet falskt dokument fra 1700-tallets slutning, der siden Napoleons angreb på Rusland er blevet brugt til at skabe politisk opslutning til aggression mod Rusland: ”Hvis vi ikke angriber russerne, kommer de myldrende over stepperne og overfalder os.” Tæt på Henrik Dahls tankegang.

3.     Russerne er kommet med ”løgn og latin fra Bresjnev” og frem.

Dahl henviser her til de angrebsplaner, som Sovjetunionen havde mod Danmark, og som de talte usandt om. Sikkert rigtigt nok, men det er lettere absurd at drage absolutter konklusioner om Rusland i nutid og fremtid ud fra episoder fra Sovjettiden. Det svarer til, at vi stadigt stemplede englænderne som statsterrorister fordi de udsatte København for terrorbombning i 1807. Der er vist mere at sige om England end det.

Løgn og latin har de fleste nationer nok gjort sig skyldige i i tidens løb, især hvis de som England og Rusland har været imperier. Det gælder også USA. I februar 1990 lovede USA’s udenrigsminister James Baker Gorbatjov, at NATO ikke ville udvide mod Øst, hvis Sovjetunionen accepterede Tysklands genforening. “Not one inch eastward”, lød løftet. Det løfte kan vist bedst betegnes som løgn og latin. Gorbatjov følte sig da også senere bedraget.

4.     Russerne lyver altid

Dette udsagn fortjener særskilt omtale. Her er det ikke Putin eller Bresjnev,  der rettes anklage imod. Det er russerne i al almindelighed, der stemples om løgnere. En generalisering af dimensioner, der overgår de gamle påstande om, at finner har let til kniven og andet af samme berygtet dur. Man kan prøve at forestille sig, hvad der ville ske, hvis en dansk politiker kom med den slags generaliseringer om finnerne. Studieværten ville falde død om og politikerens karriere ville være forbi.  Men at russere i al almindelig, stemples som løgnere, er helt ukontroversielt.  

Henrik Dahls udsagn er ikke baseret på fakta og er ikke udtryk for en skarpsindig analyse. Jo, russere har løjet. Jo, Rusland har været et imperium. Men det samme gælder andre imperier, som vi ellers har yderst høje tanker om.

Dahls påstande er heftige følelsesudbrud, der ligger meget på niveau med bodega-dybsindigheder. Og det er en gåde, hvordan en lærd og begavet mand er endt på sådan et sted. Måske skyldes det, at der for tiden findes en lex Russia. Alt ondt kan tilskrives Rusland; det er en rus, der gør selv skarpe hjerner omtågede.

Enhver, der går i rette med de dahlske synspunkter anklages for at ligge under for russisk propaganda – og dermed er synspunktet brændemærket som suspekt.

Jeg glæder mig over, at det ikke er en mand med Henrik Dahls bodega-synspunkter, der er præsident i USA, så kunne vi hurtigt ende i 3. verdenskrig. Men hvis hans fordomme er de gængse i den danske magtelite, vil vi så igen få normaliseret vores forhold til Dostojevskijs og Solsjenitsyns fædreland? Ukrainekrigen skal nok få en ende, men det uvidenhedsbaserede russerhad, som er blevet comme il faut – får det nogensinde en ende?