Læs en smagsprøve på den debat, der foregår i Polen, og som er mere nuanceret end den, der foregår herhjemme
Af Søren Riishøj
Det er mildt sagt en svær tid for Europa. Forholdet mellem Europa og USA er dårligt. Europæiske lande og politiske mainstream oplever en sikkerhedskrise og forbereder sig på at skulle agere alene. NATO-samarbejdet er reelt ophørt. Europa må derfor opruste. Den holdning bakkes herhjemme op af stort set alle de politiske partier. Lige nu lægges der op til massiv oprustning i forventning om, at den nye "iskolde krig med Rusland vil fortsætte også efter "ikke-krig", måske fred mellem Ukraine og Rusland. Den værdibaserede orden, der blev stræbt efter under Biden, er død. Debatten foregår imidlertid mere nuanceret i andre europæiske lande end i Danmark, selv i Polen, der ellers står for den hårde linje over for Rusland.
Et spændende indspark i debatten finder vi det polske ugeskrift "Przeglad" i form af et interview med professor Bogdan Goralczyk, der er kendt sinolog og tidligere har været ambassadør i flere asiatiske lande. Den egentlige årsag til Europas nedtur, siger han, er ikke som mange mener, personen Donald Trump, men derimod forskydninger i styrkeforholdet mellem stater og regioner globalt. Europas indflydelse er dalet, og Europa fremstår splittet og har slet ikke samme stærke position økonomisk som for et par årtier tilbage. Europa har ikke kunnet følge med teknologisk, hvilket sidste år blev understreget i den meget omtalte Draghi-rapport. EU har heller ikke været i stand til at oprette et fælles militær. Det kan medlemslandene heller ikke enes om. Polen har været og er stadig afvisende overfor tanken, grundet i angst for tysk-fransk overherredømme i EU. Derfor bruger Polen rigtig mange penge på militæret. For 20-30 år siden havde EU og USA næsten samme andel af verdens samlede BNP, 22-23 pct. I dag har USA 26 pct., EU blot 18 pct. Kinas økonomiske styrke er vokset markant. Allerede i 2015 var Kinas BNP målt i faste priser større end USAs.
Med Donald Trump II har USA bevæget sig længere i retning af, hvad der meget rammende kaldes national konservativ kapitalisme. USA er blevet stor-eksportør af energi, fx via salg af flydende gas (LNG) til Europa og til høje priser i forhold til dem, der er blevet betalt for import af gas fra Norge og tidligere fra Rusland. Den nye kolde krig og sanktionerne mod Rusland har kostet Europa dyrt. De bliver et godt stykke ad vejen omgået og ofte med EU-landes stiltiende samtykke. Tyskland har siden 2022 oplevet en firedobling af priserne på energi og er særligt hårdt ramt. USA har tjent store penge ikke alene på eksport af gas, også våben.
Vi er kort sagt vidner til et nyt og meget anderledes stormagtspil. EU er svækket, USA og Kina styrket. Det har uundgåeligt følger også, når der bliver forhandlet om fred i Ukraine og andre steder i verden for eksempel i Gaza. Det har vi svært at erkende og på tværs af partier Rusland, Frankrig og Storbritannien kæmper hver på deres måde med det der, igen meget rammende synes jeg, er blevet kaldt et postimperialt syndrom. USA har selvsvært ved at erkende, at Det Sydkinesiske Hav ikke længere er en amerikansk "indsø", dertil er Kina blevet for stærk. Europa har fået sit eget syndrom, det at værer blevet udelukket fra vigtige forhandlinger.
USA vil sætte en stopper for krigen i Ukraine, primært for at kunne koncentrere sig om Asien. Her er Taiwan en vigtig faktor. Krig mellem Kina og USA kan ikke udelukkes, hvis den hidtidige eet-Kina politik afvises. Meget tyder dog på, at "krigen" mellem Kina og USA i endnu højere grad vil blive økonomisk og teknologisk, dvs. en kamp om at være det førende, når det gælder højteknologi og at satse på kosmos. Hertil kommer problemerne for USA i forbindelse med Kinas ejerskab til vigtige mineraler og landets store eksport af el-biler. I handelskrigen har USA ikke kun under Trump II, også under Biden, indført ekstra-told på import af varer og højteknologi fra Kina. Kina står stærkt når det gælder udbredelse af vedvarende energi, det være sig hjemme eller uden for Kina. Fossile brændser dækker nu kun halvdelen af energiforbruget. Den anden halvdel kommer fra solpaneler, vindmøller og atomkraft. 22 nye atomkraftværker er under bygning. Den økonomiske vækst er dalet noget, hvilket et godt stykke ad vejen skyldes demografiske problemer, de færre yngre.
Goralczyk fremhæver meget rigtigt, at Kina har en anderledes strategisk kultur. Landet har få militærbaser uden for eget territorium og satser mest på at "udmatte" modparten og vinde økonomisk gennem at satse mest på "soft power", teknologi og eksport end på "hard poser" (våben). Kina har sit eget alternative internet og er ikke koblet til Facebook, Twitter og Google, bruger heller ikke GPS, men sit eget, kaldt Beidu. Kina satser også på de-dollarisering. Samhandel med andre lande sker i højere grad via brug af nationale valutaer.
Kina har tabt eksportindtægter pga. krigen i Ukraine, ikke mindst til det stærkt kriseramte Tyskland, men lavere priser på import af gas og olie fra Rusland har et langt stykke ad vejen kompenseret herfor. Kina ønsker ikke, at Rusland taber krigen og måske oplever kaos og i værste fald regulært sammenbrud. Kina ønsker en fredsaftale i Ukraine og er kommet med egne udspil. Ukraine ved, at hvis der er nogen, der har indflydelse på Putin, så er det Kina. USA vil opgive Ukraine, og Europa har hverken pengene eller viljen til at finansiere genopbygningen af Ukraine, der nu skønnes at nærmere sig udgifter på op mod 1 bio. dollar. At Rusland ikke har brugt taktiske atomvåben under krigen kan være Kinas fortjeneste. Ukraine ved, at Kina bliver en vigtig medspiller, den dag landet skal genopbygges. Trekanten Kina/Rusland og USA kan blive et nyt "Jalta II", her 80 år efter den gamle Jalta-aftale. Det huer ikke det kriseramte EU og slet ikke Polen og de baltiske lande, men det kan meget vel blive virkelighed med Trump II tilbage i det Hvide Hus. Vi får at se.
Kina, fastslår Goralczyk, kan ikke afvise at samarbejde med USA, heller ikke om fred i Ukraine, forudsat, at der findes en løsning på Taiwan-problemet. Kina har før med held optrådt som mægler, fx under forhandlinger om fred i Mellemøsten. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi har allerede talt med sin amerikanske kollega, Marc Rubi. Kina ved, at Donald Trump er en politiker i den klassiske forstand. Mentalt er han forretningsmanden, der ønsker at tjene penge til sig selv og til sit land. For at opnå den målsætning kan han i princippet samarbejde han med hvem som helst. Den ny administration i Washington har erkendt, at verden er blevet mere multipolær. Magten er forskudt over mod Asien. Amerikansk dominans overalt i verden er umulig. Derfor må der prioriteres anderledes og derfor har vi fået America first politikken, en særlig variant af realisme. Europa og Ukraine vejer mindre tung. Indien er blevet en global spiller, og agter at agere selvstændigt, at føre flervektor-politik. Indien har opnået største økonomiske vækst, på 8-9 pct. om året.
Kort sagt, det globale magtforhold er ændret. Jo hurtigere Europa erkender det og handler derefter, desto bedre, konkluderer Bogdan Goralczyk. Det er svært at erkende for de europæiske ledere, der har indkaldt til krisemøder. Men det er nødvendigt. Europa kan ikke fortsætte med "sleep-walking" og holde fast i fortiden, dengang Europa var stærkere, og dermed blot blive endnu svagere politisk og økonomisk. Situationen i dag er som sagt meget anderledes end i 1991 og for den sags skyld i hele det sidste århundrede. BRICS-samarbejdet har fået stigende betydning. At satse på flervektorpolitik, ikke at binde sig til en bestemt stormagt og en bestemt militæralliance er blevet mere udbredt. Det sammenstød mellem civilisationer ("clash between civilisations"), som Samuel Huntington talte om i 1990erne, er en realitet, men det behøver ikke at føre til storkrig, underforstået atomkrig. Forudsat naturligvis at viljen til kompromis og det at øve selvkritik vinder større fodfæste.
Søren Riishøj er lektor og tidligere folketingsmedlem, nu aktuel på platformen MrEast.dk
Comments