I Danmark har der hersket en politisk ensretning i Ukrainedebatten, som har kvalt den politiske debat om emnet, som ellers blomstrer i stort alle andre europæiske lande. Omsider er ensretningen brudt med Morten Messerschmidts forsigtige opfordring til at støtte fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Nu regner forargelsen ned over ham fra hele det politiske og mediemæssige establishment. Fra Lars Løkke Rasmussen over Rasmus Jarlov til Pierre Collignon her på avisen. Ifølge sidstnævnte minder Messerschmidts synspunkter om en ”kulturradikal antimilitarist” og er meget langt fra konservative og nationale dagsorden, Dansk Folkeparti normalt står for (Berlingske Tidende 14/12).
Intet kunne være mere forkert. At man ønsker at holde hus med de milliarder, vi sender afsted, er et snusfornuftigt standpunkt, der viser den smule respekt for danskernes penge, som det politisk flertal lige nu mangler. At stemple Messerschmidts argumentation som en ”radikal prorussisk position”, fordi han har vendt sig imod et ukrainsk NATO-medlemskab, er så primitivt et forsøg på stigmatisering, at man skulle tro, at det var Ekstra Bladets Knud Brix, der førte pennen.
Synspunktet er tværtimod udtryk for traditionel europæisk tankegang. På det skæbnesvangre NATO-topmøde i Bukarest i 2008, hvor NATO stillede Ukraine et NATO-medlemskab i udsigt, var Frankrig og Tyskland imod. Argumenterne, som kan genopfriskes i Angela Merkels nyudkomne biografi, var hensynet, ikke til Rusland, men til magtbalancen og sikkerhedsarkitekturen i Europa. Enhver, der kender bare lidt til europæisk historie vil vide, at Ruslands flådebase siden 1700-tallet, Sevastopol, ligger på Krim, i det nuværende Ukraine. Tanken om, at den russiske flådebase skulle ligge i land, der, set fra Moskva, var en del af en fjendtligsindet alliance, var komplet uacceptabel for Rusland. Det forstod præsident Sarkozy og kansler Merkel, mens den neokonservative ulykkesfugl, George Bush, endnu engang valgte at se igennem fingre med historien og den komplekse virkelighed. Med til historien hører nemlig, at der på dette tidspunkt slet ikke var flertal for et NATO-medlemskab i Ukraine. Det var USA, der pressede på.
Adskillige amerikanske eksperter advarede mod denne kurs, som uvægerligt ville føre til konfrontation og evt. krig. Den krig er kommet. Tabstallene er skyhøje, omkostningerne tunge og Danmark har involveret sig direkte uden at have en klar plan for, hvordan denne konflikt kan nedtrappes. Tværtimod plæderer Mette Frederiksen for et grænseløst engagement uden at tage hensyn til krigseskaleringens risici og dermed hensynet til Danmark og danskerne sikkerhed. I stedet for at støtte de fredsforhandlinger, som et flertal af ukrainere lige nu ønsker, vil hun nu til at udskrive krigsskatter til den evighedskrig, som hun plæderer for.
Man er ikke, som hævdet af Collignon, ”kulturradikal antimilitarist”, hvis man vender sig imod den uansvarlige krigseskaleringskurs, som Mette Frederiksen har ophøjet til den nye danske konsensus. En kurs der spiller fandango med danskernes sikkerhed i en konflikt om Østukrainske provinser uden geopolitisk betydning for vores fædreland.
Man indtager derimod en virkelighedsbaseret og realistisk position, som bør være kendetegnende for enhver sand konservatisme. Det klæder Dansk Folkeparti at indtage denne position.
Jeg er ikke i tvivl om, at eftertiden vil vurdere det danske engagement i Ukraine lige så kritisk som nutiden i dag vurderer det vanvittige engagement i Irak, som Anders Fogh Rasmussen førte os ind i i 00'erne. Et engagement, som var gennemsyret af en antinational neokonservatisme, som den danske borgerlighed aldrig har taget det nødvendige opgør med.
Katrine Winkel Holm er sognepræst og debatør.
Artiklen blev bragt i Berlingske Tidende 16. december 2024
Comments