Den danske offentlighed er opløst i krigshysteriets rus og russofobi

’En fredsaftale i Ukraine vil være farligere end krig.’ Da vores Statsminister leverede denne effektfulde sætning til de internationale medier, tænkte jeg: Hold da op, nu er fanden løs i Laksegade. Jeg beskæftiger mig med geopolitik til dagligt og er ellers ikke sådan at skræmme, men hvor er vi på vej hen? Mange synes, at censur er frihed fra at høre de forkerte meninger og at uvidenhed er styrken til at undgå, at det åbenlyse falder os ind. Er krig bedre end fred? Orwellsk. Vi har været underlagt krigspropaganda i over tre år og har hørt meget. Nu er det altså kommet hertil: Danmark skal opruste uhæmmet og hurtigt.

Vi er gået fra snøvsen, helt opløste i krigshysteriets rus og russofobi. Og hvis ikke man er med på vognen, er man at betragte som landsforræder. Når man forsøger at diskutere situationen, bliver man anset for at være mindrebemidlet, sindssyg eller suspekt. Eller det hele på en gang. Af og til er det som om, jeg befinder mig i 1984. Altså romanen. Måske er jeg ved at blive bims?

Jeg forsøger at berolige mig selv og mine omgivelser med en fornuftig forklaring: Når et samfund gennemtrænges af propaganda, bliver normen, at man skal gentage propagandaens ordlyd for ikke at blive presset ud af fællesskabet. Det er sådan propaganda virker: Ved at overtage vores opfattelse af verden og afskrække os fra at sige det forkerte. Ensrette os. Propaganda er ikke resultatet af en ond konspiration, som nogen har sat i værk; selvfølgelig er der mennesker bag propagandaen, men de tror selv på det, de siger og gør, og retfærdiggør deres handlinger overfor dem selv, som alle andre.

Som når den danske Ruslandskender Jens Jørgen Nielsen bliver fyret fra Folkeuniversitetet for at være uklar, fordi han præsenterer de studerende overfor forskellige tolkninger af situationen i Ukraine. Bestyrelsesformand, Jakob Skovgaard Petersen, syntes ikke, at det var en ond gerning at få den populære forelæser fjernet: for ham var det rigtigt, det han gjorde. Som jeg kender Skovgaard, er han et fint menneske. Men propaganda er en social dynamik, som går i gang med konsekvenser for enkelte mennesker.

Glenn Diesen, som har taget kraftigt til genmæle overfor propagandaen her i Norden, formulerer det skarpt, når han siger: ’Jeg lever ikke i et åbent samfund med en fri meningsudveksling.’ Han er kyndig i geopolitik og taler ud fra en fagligt funderet position. I Norge er han latterliggjort og marginaliseret i den offentlige samtale, selvom han er en brugt forsker i seriøse uafhængige internationale medier. Dagligt. Det er ikke i orden. Den store udfordring er dog, at det går ud over samfundet.

Det tager cirka ti år at lære at lave en geopolitiske analyse. Sådan siger jeg ofte til studerende og lærlinge. Det kræver tålmodighed at opnå viden på et område. Geopolitik er komplekst og indeholder en mængde underdiscipliner, som er vigtige at få hold på for at kunne danne sig et billede på et tilstrækkeligt niveau. For eksempel Geografi, Militærteknik, Diskursanalyse, Sociologi og Politologi. Og International Politik selvfølgelig, et rigtigt hadefag, for mange, men det er stadig obligatorisk på bacheloruddannelsen i Statskundskab.

Herhjemme har vi store kapaciteter på det område som Hans Mouritzen og Ole Wæver. I forhold til Ruslandsproblematikken ville de kunne give os alle en klar autoriseret forståelse af situationen, endda ud fra forskellige teoretiske indfaldsvinkler. For en fagperson er der endnu lang vej til, at vi havner i krig med Rusland, hvis ikke vi selv ønsker det. International Politik omhandler Danmarks og Ruslands samspil og interesser, ikke Statsministerens ukontrollerede frygt og livlige fantasi. Det kunne være godt med nogle, som kunne give os et billede af det hele fra et oplyst perspektiv, afideologiseret og u-politiseret. Når fagpersoner blander sig i pressen, bliver de udskammet for at gå fjendens ærinde, om det drejer sig om Ukrainekrigens forløb eller de våbenkøb, som vi diskuterer i dens kølvand. Det tager 30 år at nå de herrers niveau indenfor International Politik og 4 sekunder at udskamme dem som landsforrædere af en eller anden debattør.

Og dem er der mange af. Jeg nævner i flæng Christian Egander Skov fra Berlingske og Uffe Gardel fra Ekstra Bladet. De har ikke kvalifikationer til at udtale sig autoritativt om geopolitik; de lader blot som om, ved at skrive bombastisk med patos og en masse ideologiske falbelader, uden viden om sikkerhedsdynamikker eller politologi. Deres opfattelse fylder meget. Herre Gud, kunne man indvende: der er ikke noget, som disse meningsdannere skriver, der har holdt en måned efter, at de har skrevet det, så er det ikke ligegyldigt?

Nej, ikke helt, for de misforståelser de gentager, fylder i det offentlige rum og spærrer for, at der kan formidles en forståelse af emnet, sådan at befolkningen kan tages med på råd, i de beslutninger vi skal træffe. Bemærk hvordan alting kommer bag på offentligheden i den her krig. Ukrainekrigen har været tabt i over et år nu. Vi i Danmark forstår for tiden ikke, hvorfor USA insisterer på at ville kapitulere og at Washington nu vender sig mod Moskva. Offentligheden er på den anden ende, fyldt med meningsdannernes forvirrede forsøg ud i geopolitikken, og de kan ikke veje op for manglen af de marginaliserede autoritative stemmer; dem som kan lægge tingene klart og forståeligt frem, uden polemik.

Manglen på indsigt danner en forvrængning af emnet, som lægger sig ud over dækningen og virker som en forstærker til den frygtmaskine, som regeringen opererer. Min pointe er her, at det kan blive temmelig alvorligt, lige netop i det her tilfælde, fordi vi bevæger os mod at involvere os direkte i krig, uden at danskerne kan følge med i, hvad der foregår. Det kører med os. Og offentligheden i Danmark kan ikke stå imod, når der går selvsving i krigsfeberen og vi med det vons, skal ud at købe våben, samtidigt med at Statsministeren opfordrer alle NATO-lande til at fjerne deres røde linjer fra våbenbrug mod Rusland. Er der ikke nogen i Statsministeriet eller Udenrigsministeriet med forstand på det her felt, som kan råde regeringen? Er det kommunikationsrådgivere alle sammen?

Det hele giver mening for mig så langt som til, at vi diskuterer køb af forsvar mod russiske missiler, når nu vi har besluttet at skyde på dem. Det forstår jeg godt. Men der findes ikke noget luftforsvar som vi kan købe, der kan imødegå de nyeste russiske missiler. Med et fagbegreb er der tale om eskalationsdominans. Hvis Rusland skyder Oreshnik afsted mod Danmark, rammer det ned her; hvis vi skyder herfra ind i Rusland, er der en stor chance for, at vores missiler bliver skudt ned af deres luftforsvar. Det giver Rusland overtaget i en udveksling. Og det burde få os til at tænke os om.

Når jeg nu gør opmærksom på denne våbentekniske udfordring ved vores fremfærd, vil det hurtigt komme til at handle om, at jeg er russernes nyttige idiot, uanset om jeg har ret eller ej. Vi fatter ikke vores egen svaghed; vi er et stærkt samfund og EU kan sagtens balancere Rusland, hvis vi vil, men lige nu er vi underlagt propaganda og grebet af desperation. Mit håb er, at vi snart kommer videre og begynder at forholde os til det her med fornuften; ikke med formodninger, angst og ideologi, ikke med tomme slogans om at ’vi skal vinde’, ikke med gamle luftkasteller om at ’russerne kommer’, men ved at samtale om det, vi har gjort, som har bragt os hertil og hvad vi skal gøre fremadrettet for at få fred.

Cand. mag. scient. pol. ph. d. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk